EN FILOSOF OG EN TEOLOG DER LEVEDE FOR 800 ÅR SIDEN

Jeg er af den opfattelse, at det er Gud, som ved sin Helligånd har lagt mig på hjerte at skulle skrive om Thomas d’Aquins arbejde.

Det er overraskende for mig selv, da denne filosof og teolog levede for 800 år siden – men eftersom jeg langsomt (over nogen tid) har gjort mig bekendt med nogle af hans skrifter, forstår jeg bedre, hvorfor det netop er ham, jeg nu må koncentrere mig om.

Grunden til, at jeg skal skænke ham en særlig opmærksomhed, vil jeg lade komme til syne, eftersom jeg trænger ind i hans verden, som på mange måder ligner den endetid, vi netop nu oplever. Alt dette vil jeg skrive mere om, eftersom jeg nu går til sagen, og vil lade ham komme til orde som vi bevæger os fremad imod en usikker fremtid.

OM GUDS EKSISTENS

”Det er ikke ’lysende klart’, at så snart man kan ’udtale Guds navn’, så er man klar over, at Gud er (at han eksisterer!) Det er mit første argument (siger Thomas d’Aquin).

For det første, fordi det ikke er kendt af alle – selv blandt dem, der indrømmer, at ’der må være en øverste skaber, og en mægtig Gud – ja, at Han er og eksisterer ud over, hvad et menneske kan forestille sig (som et stort antal af antikkens filosoffer fejlagtigt har udtalt.

”Hertil kommer, at selv om vi bli’r enigt om, at alle fatter navnet ’Gud’ (som noget, der er så stort, at man ikke kan begribe noget større), så er det ikke dermed givet, at der i naturen findes noget, om hvilket man kan sige: ’Noget større end dette kan vi ikke forestille os!”

(I virkeligheden er det efter dette mønster, vi bør fremføre vor sag og opfatte betydningen af Hans navn,” siger Thomas d’Aquin.)

Det, som Ånden altså giver udtryk for ved at nævne Guds navn, er ikke, at ’Gud er til’ (udover Hans tilstedeværelse i vor tankeverden). Det følger altså ikke heraf, at der i virkeligheden eksisterer noget, der er så stort, at man ikke kan forestille sig noget, som er større.

På samme vis er det efter samme mønster, at man bør fremføre Guds navn; thi det, som Ånden giver udtryk for ved at nævne Guds Navn, behøver ikke at tilkendegive,at ’Gud virkelig er til’ (uden hvad vort intellekt siger) – men dette behøver slet ikke at betyde, at det er en realitet, vi taler om!

Der er altså intet ubehageligt for den der siger, at ’Gud ikke er til’ – ja, der eksisterer intet, som ’vækker ubehag’ for disse (ved tanken om), at ’der skulle være noget større’. Nej, kun for den, som erkender (og ’må indrømme’), at der eksisterer i naturen en højere magt (om hvilken man kun kan sige: Han er større end alt andet) – kun for denne er der følelsen med i spillet!

VED AT RÆSONNERE KOMMER MAN TIL EN KONKLUSION

Thomas d’Aquin fortsætter i sit 11. kapitel 2. note med følgende (vanskeligt forståelige afsnit) Han skriver: ”Det er ikke nødvendigt (som det har været lagt frem i det andet argument, at noget, som ’er større end Gud’ kan rummes i vore tanker, hvis vi er i stand til, at kunne forestille os, at Gud ikke eksisterer! Thi, det er ikke på grund af en uvished (hvad angår Guds væsen) er (i sig selv) suveræn,

… men på grund af vort intellekts svaghed, der ikke (i sig selv) er i stand til at begribe dette, og derfor finder sig ledt til at genkende, at det er ved ’at ræsonnere’, at man kommer til en konklusion.”

Oversat til et mere forståeligt ’hverdagssprog’, så skal følgende forklaring her aflægges: ”Grunden til, at den almindelige borger ’forstår så lidt’ af dette stærkt betonede filosofiske sprog (som det her er tilfældet i fremlæggelsen af det andet argument), er det (i dette tilfælde) muligt ’at forestille sig noget’ , som er ’større end skaberen af alle ting, (ja, at dersom dette ’større væsen’ virkelig vil kunne rummes i vor tankeverden), da vil vor lille menneskeforstand også være i stand til at fatte og forstå, at ’Gud ikke eksisterer’.

HØJT HÆVET OVER DEN JORDISKE EKSISTENS

”Den kristne religion (kristendommen) er ene om at aflægge løfter om de ’åndelige og evige goder’, der venter os. Tillige giver den løfte om et stort antal ’sandheder’, der langt overgår, hvad mennesker i almindelighed kan stå frem med.”

Den ’gamle kristne lov’ holder sig nemlig til timelige løfter og bevæger sig ikke meget ud over, hvad den menneskelige orden lægger for dagen.

… men det er dette syn, som ’filosofferne’ har på hjerte, for dermed at vende mennesket bort fra de følelsesmæssige fornøjelser og lede dem til en oprigtig og ærlig livsførelse – ja, for at vise dem, at der gives en tilværelse, der er højt hævet over denne jordiske eksistens, hvor de indbyrdes til at smage de ædlere nydelser og goder.

Der eksisterer nemlig en kundskab og viden om Gud, som kan sammenfattes i ordet: ’Gudsfrygt’. Det er en tro, som overgår den ’spektakulære viden’, der kun beskæftiger sig med guddommens eksistens (og hans fuldkommenhed) – men som ikke har nogen indflydelse på menneskets hjerte og livsførelse!

Den ’åndelige kendskab’ til Gud består derimod i en forståelse af hans ’hellige væsen’ og er en tilbedelse af hans vældige kraft. Salme 89:7 rammer denne tone, hvor salmisten priser og lover Herren for hans enestående almagt. ”Thi hvem i sky er Herrens lige? Hvem, som Herren blandt Guds sønner?”

Man mærker straks ved disse to spørgsmål, at der er ingen (ej heller Satan), som skal vove at stille sig lige med Almagtens Gud. ”Thi Han er en forfærdelig Gud i de helliges kreds, stor og frygtelig over alle omkring Ham (v.8).”

Salmisten fortsætter med at love Gud for Hans forunderlige almagt. Han skriver: ”(og vi kan i vor tid følge ham i begejstringen over Hans guddommelige almagt): ”Du hersker over det stolte hav, du tæmmer bølgerne, når de rejser sig. Du knuste Egypten som en falden kriger, med din stærke arm spredte du fjenden. Himmel og jord tilhører dig, du har grundlagt verden og alt, der fylder den. Du har skabt både nord og syd, bjergene jubler over dig. Din arm er muskuløs, din hånd er stærk, din højre hånd er løftet. Din trone er bygget på retfærdige domme, trofast trofasthed udstråler fra dig (Salme 89:10-15).”

VERDENSUHYRETS VENNER

Det er i denne situation, at ’vi skal forstå’ – ja, det må for alt i verden endelig gå op for os, hvad Gud har på hjerte, når Han siger: ”Gud lægger ikke bånd på sin vrede, Rahabs hjælpere bøjer sig under ham (Job 9:13).”

Det første påtrængende spørgsmål er i denne forbindelse dette: ”Hvem er Rahab?” Bibelen svarer i en kort note og siger: ”Rahab er ’et tænkt verdensuhyre’ (Job 9:13).”

Det vil med andre ord sige, at her har vi – med navns nævnelse – med et ’frygteligt bæst at gøre (som optræder på verdensplan, og som vil forfølge Guds folk til døden!)

(En fransk oversættelse – ’La Bible des peuples’ – sætter tingene på plads, når den siger: ”Clux qui aidaient Rahab sont toujours sous ses pieds’ (de, som hjælper Rahab, forbliver for altid under hans fødder… Joab 9:13).

Disse ord er skæbnesvangre: ’De, som hjælper Rahab’. Det er tidsåndens tjenere! Dem, som giver djævelen ’en hjælpende hånd’. Deres skæbne er én gang for alle beseglet (hvis ikke de omvender sig): De forbliver til det sidste: Rahabs hjælpere! Tidsåndens støtter og venner! De sidste tiders gudløse, som går djævelens ærinde.

ALLE TINGS ENDELIGT

Salmisten er i sandhed fuld af beundring over Guds storhed og vælde. ”Det er Ham, der mestrer havets overmod, når bølgerne begynder at bruse – og Han så med ét stiller dem!”

Vi mærker i disse kraftige ord, at Herren minder verdensherskerne om, at de (i de afgørende øjeblikke) har med Ham at gøre, og at Han stadig holder både dem og hele verdens gang i sin hule hånd.

”Du knuste Rahab,” står der egentlig skrevet i denne 89. salme, hvor Guds ærkefjende nævnes ved navn.” Rahab omtales med navns nævnelse flere steder i Skriften, og dem har menneskenes børn, som er interesseret i, hvorledes det skal gå med de forskellige verdensmagter (som f.eks. USA, Kina, Rusland og Europa) kan blot læse, hvad Skriften forudsiger om deres kranke skæbne:

Et sted i Bibelen står der skrevet: ”Gud lægger ikke hånd på sin vrede: Rahabs hjælpere bøjer sig under ham! (Jobs Bog 9:13).” Og videre et andet sted:

”Himlens støtter vakler, de gribes af angst ved hans trussel; med vælde bragte han havet til ro og knuste Rahab med kløgt; ved hans ånde klarede himlen op, hans hånd gennemborede den flygtende slange. Se, det er kun omridset af hans vej, hvad hører vi andet end en hvisken? Hans vældes torden, hvo fatter vel den? (Job 26:11-14).”

Dette ubegribelige ’sidste afsnit’ af verdenshistorien, der er fortalt i fire små vers i Jobs Bog, fortæller om Rahabs (verdensuhyr) sammenbrud og flugt og endelige nederlag. Afsnittet beretter om ’den enorme uro i himmelrummet’. Det hele synes at ville styrte sammen, og hvad mennesker hidtil har oplevet af det mægtige kosmos’ skælven er for intet at regne med de sidste dages sammenbrud af himmelrummet.

Endetidens indvarsles imidlertid med en ’mærkelig stilhed’. Det er Herrens hånd, som ’med vælde pludselig ’bringer havet til ro’ (v.12) – og i den mægtige stilhed, som bringer alle elementerne til ’en øredøvende tavshed’, da ’bliver Rahab knust med kløgt’ (v.12).

”Himlen klarer op,” (v.13) og hele verden er nu vidne til, at Guds egen hånd har ’gennemboret den flygtende slange’ (v.13).

Men alt dette er kun ’et omrids’ af, hvad Herren tager sig for ved denne verdens afslutning (som er indledningen til den herlighed, der følger herefter).

… og om dette (frembruddet af en ny jord og en ny himmel) har vi indtil nu kun hørt ’en svag hvisken’ (v.14). Herefter står vi overfor en ny begyndelse, som Skriften kun kan fortælle om som ’Hans vældes torden’ – og det, som her sker, er og bliver ufatteligt.

BEVISET FOR GUDS EKSISTENS

Om den opfattelse, som de har, der mener, at man ’ikke kan bevise, at Gud eksisterer’: det kan kun begribes ved tro’, siger de … (skriver Thomas d’Aquin og fortsætter:

”Adskillige er nu af den opfattelse (der strider imod den tidligere beslutning), at man bør modsætte sig alle dem, der forgæves forsøger at bevise, at Gud eksisterer. Disse fastholder nemlig, at man ikke kan ’tænke sig til’, at Gud eksisterer; dette kan kun erkendes ved tro og ved åbenbarelse,” (siger de). Enkelte blandt disse er endog blevet ført til at ’anvende dette sprog’ på grund af den svaghed, som hører ’fornuften’ til, (hver gang de vil ’bevise’ Guds eksistens ).”

”I øvrigt,” fortsætter Thomas d’Aquin, ”hvis den egentlige oprindelse til (at få et første overblik over), hvorledes ’principperne virker i denne form for bevisførelse) synes at være umulig at opdrive – så må vi nøjes med den konklusion, at der ikke her åbens nogen mulighed for at bevise ’Guds eksistens’.

Det fejlagtige ved en sådan opfattelse ligger imidlertid lysende klart for dagen ved følgende iagttagelser:

1. For det første: Ved selve bevisførelsens kunst, der lærer os kun at drage en slutning, når vi ser virkningerne af forsøget!
   
   
2. For det andet: Ved selve den videnskabelige orden, der fordrer, at hvis der ikke findes et fornuftigt grundlag (Latin: scibilis) ud over hvad der kan udledes af kendsgerningerne, så er der ikke flere bevismuligheder!
   
   
3. For det tredje Studiet af selve filosofferne – (altså dem, der beskæftiger sig med at bevise, at Gud er en realitet).
   
   
4. For det fjerde: Ved at studere den sandhed, som Apostlen lægger for dagen, nemlig: ”Hans guddommelighed har kunnet ses fra verdens skabelse, idet den forstås af Hans gerninger, så de er uden undskyldning!” (Rom.1:20)

Denne opfordring vil vi hermed følge; Skriften siger nemlig på det pågældende sted: ”Thi hans usynlige væsen, både Hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af (idet det forstås af Hans gerninger) så de er uden undskyldning! (Rom. 1:20)”

Så er det sagt!

Fra det øjeblik, at der var mennesker til på jorden, har hvert eneste menneskebarn fra første færd (uden at nogen fortalte dem det) kunnet se med egne øjne, at det var et vidunderligt skaberværk, som omgav dem, og alle mennesker her således fra barnsben kunnet ane ’Guds eksistens’.

De har fra deres yngste år (uden at være belært af noget andet menneske) kunnet observere Guds evige skaberkraft, og de har kunnet iagttage Skaberens guddommelighed – ja, de har kunnet forstå af Guds skabergerning, at der er en mægtig Gud foroven – og at vi alle derfor er uden undskyldning!

Det er således ikke ’absolut nødvendigt’ (som det er blevet fremlagt i mit andet argument), at man overhovedet kan forestille sig noget, der er ’større end Gud’. Det kan man altså kun ’begribe’, hvis man er i stand til at fatte, at der ’ikke er nogen Gud …’

Det er nemlig ikke på grund af nogle svagt eller tvivlsomt ved hans væsen, at man vil kunne ’forestille sig’, at Gud slet ikke eksisterer!

– thi Hans guddommelige væsen er (i sig selv) ’suverænt og ligetil’ … det er altså på grund af vort ’intellekts svaghed’, at Gud ikke kan begribes umiddelbart (Latin: ’intueri’).

(Vi fatter altså kun Guds eksistens ved Hans virke, og det er den dybere årsag til, at vi bliver ’ført af Ham’ til at ’kende Ham’ med vor jordiske forstand.)

MENNESKET TÆNKER EVIGT

Den ’vældige angst’, som overvælder de store ånder inden for filosofien (dem, som var bestemt til at bringe håb og lykke til mennesker) til dem taler Thomas d’Aquin om ’den sande lykke, som vi kan nå til efter dette liv’.

Det er imidlertid ikke den kristne tro, som Thomas forsvarer, hævder Cyrille Michon i forordet til den første del af værket, som hævder at være en bog, der er skrevet ’mod de vantros fejltagelser. Og dette er tilfældet, selvom der i teksten ofte nævnes ’troens objekter’ (sjælens udødelighed og de evige goder)

– ja, denne påstand fastholdes, selvom Thomas på de første blade af sin bog ofte understreger ’fornuftens svaghed’ (hvad angår forståelsen af Gud).

Thomas d’Aquin sætter pris på, at det er udelukkende ved ’fornuftens argumentation’, at han (ikke blot beviser Guds eksistens – ja, de utallige eksempler på Hans ’væren’ i denne verden (Bind nr. 1) – men også præciseres skabelsens ’afhængighed af en Skaber’, menneskesjælens udødelighed og dens ’abstrakte karakter’ (Bind nr. 2)

– ja, han beviser, at mennesket ’tænker evigt’, som englene gør (Bind 3.52) – samt, at de begge (mennesker og engle) bør (helt gratis) få lagt til deres naturlige evne (at kunne opfatte Gud og hans usynlige ’væsen’) en yderligere sans, så at de kan komme i forbindelse med Ham (Bind 3, 53).

Thomas d’Aquin demonstrerer videre at ’dette tillæg’ til det naturlige skabte gives som en nådegave (Bind 3. 147) – samt at menneskets handlinger vil blive belønnet eller straffet (med al retfærdighed) efter døden (Bind 3:161-163).

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DE GUDDOMMELIGE SANDHEDER’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.11.04.2025