RETSOPGØRET
250


BORGERFORSLAG INDSENDT TIL FOLKETINGET

Borgerforslaget om en særlig trosfrihedslov, hvis formål er at beskytte danske forældres ret til selv at opdrage deres børn samt beskytte forkyndelsesfriheden ved at modvirke intolerante og hadaktiviteter mod landets kristne borgere er nu afsendt til Folketingets Administration. Her vil det i de kommende uger blive gennemgået for at vurdere, om det holder sig inden for de regler, der gælder ordningen. Hvis forslaget gør det, vil det blive offentliggjort på borgerforslag.dk så andre borgere kan se og støtte det.

Det nye borgerforslag om de borgerrettigheder, der ligger forankret i Danmarks Grundlov, § 4 og § 67 blev nøje gennemgået ved generalforsamlingen i vor forening, Med Grundlov Skal Land Bygges. Dette møde fandt sted i Horsens Frikirkes lokaler, lørdag d. 27. april 2019, hvor det blev vedtaget, at Grundlovsforeningen – som en direkte forpligtelse over for sin egen formålsparagraf – stiller sig bag det trosfriheds-borgerforslag, hvilket jeg som foreningens formand (men samtidig som privatperson) samme dag har indsendt til Folketingets Administration.

Regelen for sådanne indsendte borgerforslag er, at de ikke kan stilles af en forening men kun af en enkelt borger, der da bør være støttet af mindst tre andre ’medstillere’. Disse tre meldte sig straks ved den omtalte generalforsamling, og har efterfølgende accepteret over for Folketingets Administration, at de er faste ’medstillere’.

Generalforsamlingens tilkendegivelse om foreningens støtte til dette initiativ gjorde det klart, at de enkelte medlemmer stilles frit med hensyn til deres personlige og individuelle medvirken, idet det ikke er uden et vist faremoment og en mulighed for ’ubehagelige konsekvenser’ at træde ud i frontlinjen af den troskamp, som kan opstå ved dette initiativ.

Imidlertid er der med henblik på Grundlovsforeningens formålsparagraf, som tydeligt tilkendegiver, at foreningen vil forsvare de to omtalte grundlovsparagraffer samt ’stride for det jødisk-kristne fundament’, der ligger bag vort lands protestantiske trosbekendelse, at generalforsamlingen gav sit tilsagn om støtte.

Selv understregede jeg i min beretning (som kan høres i sin fulde ordlyd gennem den optagelse, som er lagt på denne hjemmeside under menupunktet: ’Lyd og billeder’) at det for vort lands kristne borgere i høj grad drejer sig om at stå sammen om et BORGERSAMVITTIGHEDS-FORSLAG.

 

INGEN KAN UNDSIGE SIG

Når Danmarks Grundlovs 4. paragraf erklærer, at (citat): ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’ – så kan ingen kristen dansk borger undsige sig et særligt ansvar med henblik på selve forsvaret af denne tekst. De 14 ord indeholder fire klare begreber, som er den kristne borgeres afgjorte livsgrundlag! Grundlovsparagraffen taler i denne korte tekst om 1) kirken, 2) evangeliet, 3) Luthers lære og 4) statens forhold til kirken.

 

EN KRISTEN GRUNDLOVSPARAGRAF

Hvad mere kan en kristen befolkningsgruppe forlange af landets grundlov? Hvor i al verden vil nogen statsborger kunne finde noget lignende i det internationale samfund? Nævn mig et land, som i sin konstitution tydeligt og utvetydigt giver sin støtte til landets kirke – ja, som direkte omtaler evangeliet (evangelisk-luthersk) som værende det bærende fundament, der skal udgøre nationens åndelige baggrund – og hvor udover den hele klode findes en sådan konstitution, som tilsiger en af 1500-tallets reformatorer (Martin Luther) sin fulde anerkendelse, og som tillige kendegiver statens klare holdning ved at underlægge rigets monark en håndfæstning, der ikke tillader kongehuset at handle eller ytre sig imod det grundlovsgivne tilhørsforhold, som knytter majestæten til en åbenlys kristen, protestantisk bekendelse?

Hvis ikke en sådan kristen konstitutionel grundlov er værd at kæmpe for, så ved jeg ikke, hvilke værdier, der er tilbage for kristenfolket at forsvare!

Lad da blot urenhedens og lovløshedens horder sprænge alle hidtil godkendte normer. Lad deres sorte rytterskarer galoppere land og rige rundt. Lad de ’myldrende djævle’, som Luther synger om i reformationssalmen ’Vor Gud, Han er så fast en borg’ vælte ind over skoler og børnehaver, arbejdspladser, regering og folketing, lovgivere, ministre og medier, bisper, provster, præster og kirker.. Lad enhver form for ’dæmonisk lære’ (1.Tim.4:1) smadre al kristen forståelse af ægteskab og moral – og lad os overgive os til Kristi kirkes edsvorne fjender, så at vi fremover kan trælle for deres antikristelige system og ideologi.

 

ET VERÅB

I virkeligheden er dette borgerforslag mere end et opråb; det er et véråb af samme art, som det profeten Esajas lod udråbe over Israels folk, da det gjorde oprør mod Herren. "Ve dem," lyder den profetiske røst over det frafaldne folk, "der holder skylden i vognens reb." (Det vil sige – som det hedder i en ældre oversættelse – ’trækker straffen hid med brødens skagler og syndebod hid som med vognreb’… Es.5:18).

Denne billedtale indeholder så mange glemte danske ord, at den moderne bibellærer (for de flestes vedkommende) står uforstående. Men skriftindholdet er og forbliver ligetil. Det lyder sådan: "Arme de sjæle, som med de stærkeste og sejeste vognreb trækker Guds dom ned over hovedet på et land og et folk – ja, som med syndens tykke tove sørger for, at straffens dage bliver den uundgåelige følge af gudløshedens vildfarelse.

Som jeg har skrevet det før: "Øjeblikket er derfor kommet, hvor de styrende bør finde en løsning på den belejringstilstand, som landets kristne menigheder i stigende grad oplever med henblik på statsmagtens ustandselige og udspekulerede angreb på den medfødte borgerret, som har at gøre med grundlovens trosfrihedsbestemmelse. Statens stadige og stædige tale om, at ’Religionsfriheden ikke er ubegrænset’, er ildevarslende!

Regeringens seneste lovgivning er nemlig ’historisk antikristelig’. Midnatsloven 2018 vedrørende statens indtrængen i de frie kristne menigheders og den jødiske synagoges ledelsesstruktur er uden fortilfælde. En hidtil ukendt undertrykkelse af trosfriheden er foruroligende. Hvad bliver det næste? Hvad mener lovgiverne med midnatslovens bemærkninger, at ’religionsfriheden ikke er ubegrænset? (bet.1564 side 116)? – ’og at der fra nu af skal indføres rammeforanstaltninger’. Det spørgsmål bør undersøges! Det anes, at staten i denne sag har ondt i sinde…

 

LUTHERS SYN PÅ HOMOSEKSUALITET

Det nu fremsendte borgerforslag samler sig om ét enkelt, letforståeligt emne, som de fleste danske borgere – uanset deres religiøse indstilling – kan sige ja til.

Borgerforslagsemnet lyder sådan: ’Børn skal have lov at være børn’ og bygger på det vers i Ny Testamentes ’kærlighedskapitel’, som så ofte søges citeret. Her siger apostelen: "Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn (1.Kor.13:11). Denne apostolske erklæring knytter sig aktuelt til den af mange ukendte tekst af Martin Luther, hvor han bl.a. gennemgår og udlægger den tildragelse, som fandt sted i Sodoma, hvor byens homoseksuelle mænd søgte at forbryde sig med en voldtagelse af den art. Luther skriver: "Jeg kan ikke lide at behandle denne tekst, thi da bliver den hørt af øren, som endnu er for uskyldige og rene til beskrivelsen af denne afskyelige og skrækkelige synd" (udlægn. Af 1.Mose side 758).

Når Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, erklærer, at han finder det i fuld overensstemmelse med Luthers lære, at par af samme køn kan indgå ægteskab (- og dette endog foran kirkens alter), så må danske, kristne borgere nu for alvor melde fra (og dermed tilslutte sig borgerforslaget, som skal have 50.000 underskrifter for at blive sendt til en eventuel afstemning i Folketinget).

 

HANDLINGENS TIME

Regeringen har i 2018 lanceret en såkaldt handlingsplan, ’der skal fremme tryghed og trivsel for lesbiske, bøsser og biseksuelle i Danmark’. Planen blev præsenteret på grundlovsdagen d. 5. juni 2018 på Regnbuepladsen i København af bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen. Regeringen har sammen med 5 politiske partier afsat 25 millioner kroner, hvoraf 1.8 millioner kroner skal anvendes til direkte bekæmpelse af bl.a. initiativer, der er imod denne plan (folk, der lider af såkaldt ’homofobi’). Planen blev omtalt af statsministeren, da han ved Danish Rainbow Awards i Cirkusbyen d. 3. april 2019 fik overrakt en homoseksuel ærenpris af H.K.H. Kronprinsesse Mary.

Det er for adskillige et spørgsmål, hvorvidt tolv danske ministre legalt kan sætte deres personlige underskrift under på en handlingsplan, der bl.a. financierer en direkte bekæmpelse af anderledes tænkende danske borgere, som strider for det protestantiske, kristne livssyn og som ud fra deres grundlovsbefæstede trosopfattelse anser homoseksualitet som en synd, der (som al anden overtrædelse af Guds lov) kan finde tilgivelse og nåde i Kristus, hvis den bekendes som synd.

De 12 ministre har ifølge grundlovens paragraf 32 stk. 7 måttet sætte den samme personlige underskrift under (citat): ’en afgiven, højtidelig forsikring om at ville holde grundloven’… og hvorledes disse to ministerunderskrifter kan harmonere med hinanden synes med rette at være uforståeligt!

Grundlovens tekst om den danske trosbekendelse (til det uforandrede, reformatoriske bibelsyn) er nemlig ikke til at komme uden om. Den står som en sandhedssøjle midt imellem megen løgn og dunkel undergrundskultur.

Bibelens navnkundige kong David udtrykker det sådan: "Når grundvolden vakler, hvad gør da den retfærdige?" (Salme 11:3) Altså ikke: Hvad tænker den retfærdige. Ej heller: Hvad beder han om? Og slet ikke: Hvad regner han med at andre vil gøre? Nej, når de bærende søjler styrter til jorden, da er det handlingens time for de retfærdige. De gør noget ved den sag…

Hertil er følgende at bemærke med hensyn til de nedgørende afbrændinger af vore muslimske borgeres bog, Koranen:

 

BOGAFBRÆNDINGER HØRER IKKE TIL HOS OS

Sognepræsten i Hals og Høn i Nordjylland, Christian Roar Pedersen, har på sin blog taget afstand fra advokat Rasmus Paludan (fra en-mands-partiet ’Stram Kurs’), som havde annonceret, at han ville brænde Koranen af ved en række ’events’ i det nordjyske. Ifølge præsten var det politikerens hensigt inden afbrændingen at smøre Koranen ind i svineblod, menneskeafføring og urin. Hvis det er dette, som har været de danske myndigheders viden, da er det ufatteligt, at justitsministeren ikke på stedet har nedlagt forbud mod, at en sådan handling fandt sted noget sted på dansk jord. Præsten skriver: "Bogafbrændingen er noget, som nazisterne benyttede sig af i Tyskland i 1930’erne. Det skal vi ikke tilbage til."

Den danske sognepræst slutter sin blog med følgende erklæring: "Når man er usikker på sig selv, er det en kendt taktik at nedgøre andre. Det bliver man sjældent mere selvsikker af. En anden taktik kunne være at finde ud af, hvem man selv er og dykke ned i egen tradition. Så i stedet for at brænde Koranen af, vil jeg opfordre Paludan til at læse Bibelen," (skriver præsten, idet han tilføjer): "bogen, der sammen med kristendommen har præget Danmark i mere end 1000 år. I Bibelen kan man blandt andet læse om kærligheden, der kan overvinde alt!"

I den forbindelse vil jeg i det følgende lade vore muslimske medborgere forstå, at vi som kristne tror på dialogens vej – og at den samtale, som i århundreder har fundet sted i fred og fordragelighed, bør fortsætte. Her er vor holdning følgende:

 

FORSKELLEN MELLEM BIBELEN OG KORANEN

Bibelen og Koranen er enige om, at Gud gav Det hellige Land til Abraham. Der er også overensstemmelse i, at Abrahams førstefødte er Ismael, som blev født af Saras trælkvinde, Hagar, som Sara opfordrede Abraham til at gøre gravid, da hun ikke længere troede, at det var muligt, at hun selv kunne få børn. Divergensen opstår, når muslimerne påstår, at araberne er de rette arvinger til landet til trods for at Koranen giver jøderne arveretten (Surarer 2:82 og 10:93).

I virkeligheden havde Abraham otte sønner. Den førstefødte Ismael med Hagar. Den andenfødte Isak med Sara. Men efter Saras død giftede Abraham sig med Ketura og med hende fik han seks sønner: Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua (1.Mose 25:1-2). Hvem af disse Abrahams otte sønner er den rette arving til landet. Det er det afgørende spørgsmål endnu i dag.

Vi læser, at Gud kaldte Abraham til at ’forlade sit land og sin fars hus for at slå sig ned i det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg velsigner dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes’ (1.Mose 12:1-3).

Den danske, nu afdøde bibellærer, H.K. Neerskov, skriver i den forbindelse:

"Det var ikke i Palæstina, at Abraham og hans efterkommere bosatte sig. Et sådant land har nemlig aldrig eksisteret. Der har heller aldrig eksisteret et folk, der hed palæstinensere. I hele historien har der aldrig været et palæstinensisk folk, nation, regering, sprog, kultur, religion eller økonomi! Alligevel er der nogen i dag, der kalder sig palæstinensere, og de hævder, at de stammer fra et palæstinensisk folk, som levede for tusind år siden."

H.K. Neerskov fortsætter i sin bog ’Israel og Palæstinenserne (Maj 2006, Doxa): "Der har aldrig været en arabisk regering i Det hellige Land, som godt nok blev erobret af muslimerne år 637 indtil 1099. Her var omstrejfende arabiske beduiner, som levede i fredelig sameksistens med jøderne i det land Gud lovede Abraham, Isak, Jakob og de 12 jødiske patriarker.

Navnet Palæstina forekommer første gang da historikeren Herodot cirka 450 f.Kr. benævner Det hellige Land sådan i sin historiske skildring. Derefter gik navnet i glemmebogen indtil romerne som smædenavn hentede navnet frem af glemslen, da man anden gang spredte jøderne år 135 e.Kr.

Navnet var ment som en hån imod landet, fordi Judas Rige i mange år ikke kunne få bugt med filistrene, som boede i den nuværende Gazastribe (lidt større landområde dengang end i dag). Der er sproglig forbindelse mellem ordene Palæstina og filistre (Filistine/Palestine). Mellem de to verdenskrige blev navnet brugt i den vestlige verden som et geografisk område – ikke som en stat.

Under det britiske mandat (1920-1948) for Det Hellige Land, hævdede englænderne, at de dér boende mennesker var ’palæstinensere’, og det gjaldt både jøder, kristne egyptere og arabere med mere. Ved ’British Peel Commission’ i 1937 udtalte en lokal arabisk leder: "Der findes ikke et land, der hedder Palæstina!" Professor Philip Hitti, som er arabisk historiker, vidnede ved en Anglo-Americans Commitee i 1946: "Historisk set findes der ikke noget land, der kan kalde sig Palæstina!" (Begge citater fra bogen ’Whose Jerusalem’ by Eliyahu Tal (Tel Aviv International Forum for a United Jerusalem, 1994).

Først den dag staten Israel blev grundlagt den 14. maj 1948 begyndte nogle af de arabisk-boende indbyggere at kalde sig ’palæstinensere’. I dag påstår de, at jøderne har taget deres land. Dette postulat bør nærmere undersøges i forbindelse med den voksende spænding mellem Danmark og de etniske grupper i vort land.

 

HISTORISK FEJLTAGELSE

Abraham bosatte sig altså ikke i ’Palæstina’, men i Karan og Hebron (1.Mosebog 13:18; 23:2 + 19, 35:27, 37;14 osv. Navnet beslægtet med Eber, 1. Mosebog 11:14-15 (hinsides Jordan). Hebræerbrevet i NT er skrevet til jøderne). Bibelen er en historisk og profetisk bog. Den er i nøje overensstemmelse med historie, geografi, kulturer, folk og omgivende riger og de begivenheder, som er vigtige for det jødiske folks historie. Den er absolut til at stole på. Når det gælder Koranen, er der så mange steder, hvor de historiske begivenheder blandes sammen (med op til 1.700 års forskel).

Det er en kendsgerning, at Hebron og Kanaans land ikke ligger i Saudi Arabien. Alligevel hævder den muslimske tradition med stor sikkerhed, at Abraham og hans førstefødte søn Ismael sammen byggede Ka’abaen i Mekka! Abraham har aldrig været der, og Ismael levede efter sit 14. år uden for Det hellige Lands grænser i Parans ørken i det sydlige Sinai. Historien giver ingen indikationer om, at han skulle have været i Mekka i det nuværende Saudi Arabien.

Det er en historisk fejltagelse, og dem findes der en del af i Koranen. F.eks. hævder Koranen, at Noa havde en fjerde søn, som nægtede at gå ind i Noas Ark, og derfor druknede i Syndfloden (Sura 11:42-43). Endvidere kan man i Koranen læse, at Maria, Jesu moder, var søster til Moses, som levede 1400 år før Maria var født (Sura 19:21-27). Senere hævdes det, at Jesu mor er Arons søster (Sura 19:28). Endvidere skulle han have født Jesus under et palmetræ (Sura 3:35 ff.). Koranen hævder også, at Jesus slet ikke døde (Sura 4:157). Det er en større hån imod kristendommen end Mohammed tegningerne, som blev trykt i Jyllandsposten 30-09-2005.

I Koranen kan man også læse, at Guldkalven skulle være lavet af samaritanerne (Suraer 20:85-87, 95-97). Men det kan historisk set heller ikke være korrekt, for de eksisterede først som folk 700 år senere. Man kan altså virkelig fæste større lid til Bibelen end til Koranens udsagn, som mange steder er historisk ukorrekt.

Den onde Haman i Esters bog hævdes at have levet både, da Babelstårnet blev bygget (1. Mosebog kap.11, cirka 2.200 f.Kr.) og samtidig skulle han have levet under udvandringen af Egypten år ca. 1.330, men der er altså cirka 860 år mellem disse to historiske fakta. Dronning Ester blev gift med perserkongen Ahasverus, som regerede 486-465 f.Kr. (Suraer 27:4-6; 28:6, 38; 29:39; 40:23, 24, 36, 37;), så her er tidsforskydningen oppe på 1.700 år.

Endvidere kan man i Koranen læse, at verdens første hersker Nimrod kastede Abraham ind i ild (Suraer 21:68-69; 9:69). Ud fra Noas slægtstavler i 1. Mose kap. 10 kan vi imidlertid se, at Nimrod var oldebarn af Noa, mens Abraham var tip, tip, tip, tip, tip, tip tipoldebarn af Noa (7 gange tip!). Altså syv generationer senere, som indikerer cirka 350 års forskel.

Alle disse historiske svipsere udelukker dog ikke, at Koranen er en hellig bog for muslimer, som Toraen er det for jøder og Bibelen for kristne. Men Bibelen skal stå model for fortolkning og udlægninger. Det er der forbud imod, når det gælder Koranen, og det er nok klogt. Men det udelukker ikke, at ikke-muslimer har ret til at betvivle, hvad der påstås i Koranen. Mange hævder også, at Bibelen modsiger sig selv.

Hebron er af stor historisk betydning for jøderne. 37 år efter at Sara havde født Isak, døde hun i en alder af 127 år, og hun blev begravet i Makpelas grotte, som Abraham i vidners nærvær købte af Efron i Hebron (1.Mosebog 23:9). Abraham boede i Hebron og 38 år efter Saras død, døde også Abraham i en alder af 175 år. Også han blev begravet i Makpelas grotte ved siden af Sara. Isak fortsatte med at bo i Hebron endnu 100 år, men Ismael boede der aldrig efter han blev voksen.

Lidt efter lidt døde Isak, Rebekka og Lea, og de blev alle begravet i Makpelas grotte. Selv Jakob, som døde i Egypten og blev balsameret, blev begravet i Hebron, hvor Joses og en stor skare af Egyptens hoffolk var med ved højtideligheden (1.Mosebog kap.50). Josef blev båret ud af Egypten ca. 400 år efter sin død, hvor jøderne forlod Egypten (2.Mosebog 13:19) og de vandrede rundt med hans ben i 40 år i ørkenen, hvorefter han blev begravet i Sikem i Det hellige Land. Men ingen araber eller muslim blev nogensinde begravet i Makpelas grotte i Hebron.

David regerede fra Hebron de første 7 ½ år af hans 40 års regeringsperiode. Men nu har muslimer bygget en moské ved Makpela, og de hævder, at dette for jøder så hellige sted nu er muslimsk helligdom. Israelske soldater må med magt holde stedet åbent for jøder! Ligeledes hævder muslimerne, at Jerusalem og hele Det hellige Land altid har tilhørt dem, og at jøderne slet ikke har boet der, og at Israel nu har besat landet! Disse postulater er pure opspind.

Ismaels far Abraham var fra Kaldæa, hans mor var en egyptisk trælkvinde. Ingen af hans forældre hørte til de oprindelige beboere i Kanaans land. Ismael boede ikke i Kanaans land efter sit fyldte 14 år. Han og hans mor blev fordømt af Sara, fordi den 14årige Ismael forhånede sin halvbror Isak, som da var fire år. Derfor flygtede de til Parans ørkenområde i det sydlige Sinai, som ikke var eller er en del af Det hellige Land. Her boede han formodentlig resten af sit liv. Altså heller ikke i Mekka, som nogle muslimer hævder.

Hvis Hebron er så vigtigt for palæstinenserne, hvorfor er Hebron så ikke nævnt én eneste gang i Koranen? I Det gamle Testamente forekommer ordet ’Hebron’ 60 gange. Det er heller ikke tilfældigt, at der i Det nye Testamente findes et brev, der hedder: "Brevet til Hebræerne". Det er specielt skrevet til den jødiske befolkning på datiden, for at overbevise dem om, at Det gamle Testamente vidnede om Messias, og at han i virkeligheden var Jesus fra Nazaret.

Hebræerne er det folk, der bosatte sig i Hebron, og de var altså jøder. Derfor eksisterer der et hebraisk folk. De er også en etnisk gruppe, der taler det hebraiske sprog. Det er en gammel nation med regering, historie, kultur, religion og økonomi. De har faktisk alt det, som palæstinenserne påberåber sig, men som bevisligt ikke har noget hold i virkeligheden hverken, når det gælder religion, politik eller historie.