RETSOPGØRET
249


DJÆVELEN LO OG ENGLENE GRÆD

Da Danmarks folkekære og højt agtede kronprinsesse Mary trådte ind på scenen i cirkusbygningen i København d. 4. april 2019 for dér at overrække en homoseksuel pris til landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, syntes (i det præcise øjeblik) nogle overordnede regler vedrørende kongehuset og Danmarks 150årige forfatning at briste.

Da Danmarks kommende dronning afleverede den kontroversielle pris til landets politiske overhoved faldt (i samme stund) nogle hævdvundne, ophøjede, juridiske normer til jorden. Et eller andet uudtalt (og på stedet udefinerligt) blev nedstyrtet fra ’sit høje sæde’ – en handling, der i en skjult dimension aldrig sidenhen vil kunne retfærdiggøres! Bifaldet kunne i de sekunder ikke overdøve stilheden. En naturlov, der ikke er institueret af mennesker, blev (i disse minutters skærende rampelys) trådt under fode!

Djævelen lo, og englene græd. Herefter vil det i Danmark gå ned ad bakke med det kongelige hus; et kostbart kar af det pureste guld er som tabt på gulvet. En gylden krone faldt den aprildag ned i en snavset, usømmelig hob… Lad mig forklare:

 

KRONPRINSESSEN STÅR SOM GARANT FOR BORGERNES TRO

At vort lands afholdte kronprinsesse i lighed med sin kongelige ægtefælle, kronprinsen, (iflg. grl. §6) ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’, er medvirkende til, at landets troende borgere fremover kan være forvisset om – ja, har en uskreven garanti for – at deres protestantiske tro beskyttes!

Af samme grund (altså de kongetro borgeres tryghed) kan kronprinsessen (uanset hvilke personlige sympatier eller antipatier hun måtte have) ikke tillade sig at foretage handlinger af offentlig art, som kunne stride mod den troens bekendelse, som den kirke står inde for, og som kronprinsessen ved sit ægteskab med kronprinsen konverterede til.

At danske borgere med al skyldig agtelse nu drister sig til at påtale den kendsgerning, at der ifølge landets forfatning forekommer muligheder for, at der tales om, hvad kronprinsessen i visse tilfælde ’ikke kan tillade sig’, ligger endnu i denne time solidt forankret i grundlovsudtrykket skal (kronprinsessen ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’).

At kronprinsessen som et af folket højt skattet og elsket medlem af kongehuset er underlagt denne bestemmelse (’skal tilhøre’) fremgår af den konstitutionelle understregning af, at (i sager, der har med kirkens tro og lære at gøre) kan kronprinsessen ikke handle efter personligt forgodtbefindende! Hendes kongelige højhed, kronprinsesse Mary, tilhører en højværdig familie, der som den eneste i det ganske land ikke har trosfrihed! Dette er af folket for 150 år siden med jerngriffel nedfældet som en bestemmelse i Danmarks Grundlov med den ene men absolutte konsekvens, at den ene, kronprinsessen i al sin offentlige fremtræden ikke blot har en symbolsk – men ved sin færd og samfundsdeltagelse en direkte og stærk reel indflydelse!

At Danmarks kommende dronning ’skal tilhøre’ lader udtrykkeligt forstå, at dette er og forbliver folkets vilje i en sådan grad, at det (folket) en dag tillader sig at påbyde (altså ikke blot underdanigt ’at bede derom’) at kronprinsessen (om hun vil det eller ej) i al sin offentlige (og i høj grad påskønnelsesværdige) gerning ikke på nogen måde undlader at respektere den evangelisk-lutherske lære og tro, til hvilken hun er blevet overdraget.

 

KONGELIGT TILSAGN TIL EN KONTROVERSIEL OPFATTELSE

At vort lands og folket højt elskede kronprinsesse således for altid er overgivet den grundlovsbefæstede fordring, at ’Hendes kongelige højhed skal tilhøre’, medfører, at kronprinsessen i alle sager, som har at gøre med den kristne menigheds tro og bekendelse, ikke på noget sted eller ved nogen lejlighed – på noget tidspunkt eller i nogen offentlig sammenhæng – kan stille sig som garant for nogle ’enkeltmands-interesser’ eller nogen form for kontroversiel opfattelse af den evangelisk-lutherske lære; som den kommende monarks dronning står hun i al sin færd (hvad angår forholdet til den kirke, som kronprinsessen skal tilhøre) til ansvar for den konstitutionelle præcisering af den (’ene og uforanderlige’) protestantiske tro og lære (CA. artikel 1, stk. 1).

Kronprinsessen lever og ånder i et land, hvis regeringssystem er et konstitutionelt monarki. Det kan med et andet udtryk defineres med betegnelsen ’indskrænket monarki’. Dermed forstås, at kronprinsessens ægtefælle, kronprinsen, den dag, han bliver konge, vil være bundet af en forfatning (i modsætning til det absolutte monarki, hvor monarken har uindskrænket politisk magt).

At kronprinsessen derfor både nu og senere (når hun indtræder i sin dronningeværdighed) er bundet til forfatningen, der bl.a. byder, at ’staten skal understøtte den evangelisk-lutherske lære’ (grl. § 4) lægger fra første færd en almindelig ’indskrænkning’ – en vis begrænsning – på kronprinsessens hele trosholdning til den kirke, som hun skal tilhøre. Her får apostelens ord en vis aktualitet og myndighed, når han udbryder: "Du skal vide, hvordan man skal færdes i Guds Hus, som er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold" (2.Tim.3:15).

 

NÅR GRUNDLOVEN STÅR FAST

Når grundloven står fast, at regeringsform i Danmark er ’indskrænket-monarkisk’ (§ 2), så har denne formulering en tydelig adresse til kronprinsessens forhåndenværende monarkiske indflydelse og værdighed.

Når grundloven yderligere i sin 3. paragraf fastslår, at ’den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening’ – så er det dermed klargjort, at ingen i kongens hus på noget tidspunkt kan unddrage sig ’en hvilken som helst lovgivers eget, personlige ansvar over for loven’. For kronprinsessen må det (i det pågældende tilfælde overrækkelsen af den debatterede homoseksuelle ’ærenpris’ til landets statsminister) betyde (mener borgerne), at grundlovens bestemmelse om Hendes Kongelige Højhed, kronprinsesse Marys strengt påbudte tilhørsforhold til Den evangelisk-lutherske kirke bør adlydes…

Når grundloven endvidere i sin 14. paragraf fastslår, at ’kongens egenhændige underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed (når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift) – så er der her tale om, at det kongelige segl har både betydning og (til en vis grad) ’giver gyldighed’.

Det samme gælder på det samfundsmæssige, sociale område. Majestætens tilstedeværelse (eller den kommende dronnings kongelige håndtryk) giver overalt ’en vis anerkendelse og ’gyldighed’ – af hvilken grund kronprinsessens rådgivere burde have frarådet hendes kongelige højhed Mary i at give sit kongelige tilsagn til, at en stærk omdiskuteret etisk-religiøst-præget LGBT-bevægelse (som fortsat insisterer på, at par af samme køn kan indgå ægteskab foran kirkens alter) yderligere befordres ved kronprinsessens (ikke blot ’nærvær’ men direkte deltagelse og positive engagement.

 

UNDERLAGT EN VIS GRÆNSE FOR YTRINGSFRIHED

Indskrænket monarki betyder på godt dansk, at landets konge eller dronning – ja, hele kongehus – skal blande sig mindst muligt i landets og kirkens styrelse. Altså ikke kun undlade at tage aktiv del i nationens politiske forhold – men også at holde sig på afstand af kirkens indre anliggender.

I dronningens højt respekterede nytårstaler afholder majestæten sig fra at udtale sig om de politiske eller religiøse forhold – men nævner kun sin støtte til landets grundlovsgivne bekendelse.

Faktisk er kongehuset i disse sager (som den eneste danske familie) underlagt en vis grænse for deres ytringsfrihed. Grænsen går her ikke kun ved det politiske – men også ved trosbekendelsen. Det betyder ikke, at en dansk kronprinsesse er forbudt at forholde sig reflekterende til sin samtid – men Hendes kongelige Højhed må (ifølge grundlovens præcision af ’det begrænsede monarki’) ikke offentligt kaste sit guldlod i vægtskålen! Især ikke, når det drejer sig om bl.a. kirkens indre troskampe. Kronprinsessen skal i hele sin fremtoning og færd tilhøre den evangelisk-lutherske lære…

 

EN UOVERLAGT HANDLING

Trosfølgeloven fra 1953 har samme status som grundloven, fordi den er direkte nævnt i grundlovens § 2. Den kan derfor kun ændres gennem samme omfattende procedure som ved en grundlovsændring. Det vil sige, at kronprinsessen og hendes familie er godt beskyttet af den danske lovgivning.

Imidlertid kan denne beskyttelse ophæves, hvis de kongelige selv bryder den lov, som er institueret for at skærme dem. Derfor er det i kronprinsessens egen interesse at have gode rådgivere, som kan advare hende mod at gå for langt med bl.a. den kommende majestæts forhold til den paragraf, som påbyder hende at efterleve paragraffens ordlyd, som siger, at ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Kronprinsessens vejledere bør her nøje bemærke, at der ikke i grundloven står anført, at kongen skal tilhøre folkekirken (det er nemlig et vidt begreb) – men der står nedfældet, at (citat): ’Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (hvilket er et langt mere snævert begreb).

Hvis f.eks. kronprinsessens vejledere (som er de eneste ansvarlige for kronprinsesse Marys tilstedeværelse og offentlige uddeling af den homoseksuelle ærenpris) nu vil hævde, at de har fulgt Københavns biskops rådgivende notat til en minister i november 2011 (hvori han gav sin biskoppelige anbefaling til ’det homoseksuelle ægteskab’) – så er denne biskop rigtignok indsat i et ansvarligt og højt embede i folkekirken men i denne sag blev han på stedet imødegået af ti folkekirkelige organisationer, som erklærede, at biskoppens råd var imod Den evangelisk-lutherske lære!

Ved kronprinsessens deltagelse i den homoseksuelle prisuddeling i april 2019 har hun givet sit støttende tilsagn til biskoppen – men har samtidig vendt ryggen til de ti lutherske organisationer, som (med deres anseelige medlemsskarer af danske, kongetro borgere) erklærer, at kronprinsessens københavner-biskop ikke er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære.

Denne uoverlagte handling vil (tror jeg) få uoverskuelige konsekvenser! Den har (om man vil tro det eller ej) en følgevirkning her på jorden – men den har også en reaktion i himlen! Det sidste er ikke kun en slags ’personlig opfattelse’ man kan sætte under debat; nej, det er en bibelsk – og for adskillige en erfaringsbegrundet – sandhed, som vil manifestere sig før eller senere.

 

HERRENS BLIK PRØVER MENNESKENE

Folketinget vedtog d. 2. juni 2006 en ændring i tronfølgeloven, hvorefter det altid vil være den førstefødte – uanset køn – som arver tronen. Ved en folkeafstemning d. 7. juni 2009 blev denne dybtgående historiske ændring vedtaget, hvilket vil sige, at folket har tillid til de kvindelige medlemmer af kongehuset. Dette gælder ikke mindst kronprinsessen, som står højt ophøjet i folkets øjne…

Så meget mere bør både kronprinsessen og hendes rådgivere give agt på den erklæring, som er at finde i en af kong Davids salmer. Den navnkundige konge af Israel skriver: "Herren er i sit hellige tempel. Herrens trone er i himlen. Hans øjne iagttager, Hans blik prøver menneskene (Salme 11:4-6).

Det vil sige, at uddelingen af den homoseksuelle ærenpris – og de af landets højtstående deltagere – ikke (ifølge Den Hellige Skrift) er gået upåagtet hen i den himmelske tronsal. ’Herrens øjne iagttager og Hans blik prøver menneskene’ (v.4).

Hertil kommer kong Davids advarende slutning. Gennem ham taler Herren om den kommende dom. "Han lader glødende kul og svovl regne over de uretfærdige," fortsætter den kongelige salmist, idet han tilføjer: "en glohed vind bliver deres skæbne! For Herren er retfærdig. Han elsker ret; de retskafne skal se Hans ansigt" (v.4-7). Hvad det skal betyde, vil jeg afsluttende forklare:

 

GUDS DOM

Med henblik på den omtalte salmes henvisning til Guds dom (der beskrives vom ’en glohed vind’ og ’glødende kuld og svovl, der regner ned over de uretfærdige’ (Salme 11:6) så er der tre bibelvers fra Gamle Testamentes beretning om byerne Sodomas og Gomorras undergang, som (efter kronprinsessens overrækkelse af en homoseksuel ’ærenpris’) bør lægges hen til kongehusets overvejelse.

Den første henvisning fra Skriften gør det klart, at ’en meget stor synd’ har fundet sted for ligeved 6000 år siden i disse to byer ved Dødehavet. Hvis nogen i dag vil hævde, at Sodomas overtrædelse ikke bør betegnes som synd, da må de starte med at udradere dette vers fra Bibelens blade.

"Og Herren sagde: "der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor" (1.Mose 18:20). Det andet skriftvers er at finde i det følgende kapitel, hvor det tydeligt berettes, hvori den omtalte synd består. Afsnittet lyder sådan: "Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste en. De råbte til Lot: Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!" (1. Mose 19:4-5)

Den sidste henvisning til Den Hellige Skrift, som har at gøre med vor danske kronprinsesses aktive andel i ’ærespræmie-uddelingen’ ved det homoseksuelle arrangement, ’Rainbow Award’ d. 4. april 2019 i Cirkusbyen i København, er forbundet med kong Davids forudsigelse om den glødende dom, der (ifølge 1.Mosebogs beretning om Sodoma) følger i kølvandet udøvelsen og befordringen af den homoseksuelle synd.

"Da solen stod op over landet," hedder det i den omtalte skildring af begivenhederne i Sodoma og Gomorra, og (Abrahams slægtning) Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen (1.Mose 19:23).

(Arkæologer har i dette område fundet en hvidlig aske med en meget stor mængde ’svovlbolde’. Disse elementer findes ikke uden for dette præcise sted – og er efter sigende ikke sporet noget andet sted i verden…).

 

ET VÆGTIGT INDHOLD

Det er ikke noget lille dokument, der her vedlægges i sagen om kronprinsessens uddeling af ærespræmier ved en homoseksuel event i København. Skriftet hedder: ’Kærligheden glæder sig ikke over uretten’. Det blev i december 1995 af otte folkekirkelige organisationer lagt på de danske biskoppers bord – og dets vægtige indhold er undertegnet af Kirkelig Forening for Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultet, Dansk Bibelinstitut, Kristelig Forbund for Studerende, Kirkelig Samling om Bibel- og Bekendelse og Kirkelig Fornyelse. Hvis disse dybt danske, stærke og værdige kirkelige institutioner ikke kan regnes som Den evangelisk-lutherske kirkes røst – så ved jeg ikke, hvem i dette land, der har mandat til at tale.

I et indledende afsnit af det her omtalte skrift (under den udfordrende overskrift): ’Bibelen som Etisk Norm’ erkendes det, at ’samfundet ændrer sig hurtigt i vor tid’. Den nuværende situation, der præger ’den hastige hverdag’ omkring den generation, som nu vokser op, beskrives i dette forsvarsskrift således: "Værdier, normer og holdninger, som for få år siden virkede naturlige og meningsfulde, kan i dag have et skær af fortid over sig." Videre indrømmes det, - ’også kirken har på en række områder ændret holdning til konkrete spørgsmål… men (fortsættes det): "Grundlæggende er og forbliver disse normers kristne værdier, og hvis man (endog fra lovgivernes side) ønsker at bevare disse (i mange borgeres øjne) kostbare og uerstattelige samfundsværdier, kommer man ikke uden om, at ’de alle er solidt baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen."

Afsnittet i det her fremlagte skrift slutter med følgende erklæring: "Det er derfor et ufravigeligt krav (ifølge den kristne lære og forkyndelse, som bl.a. er tilknyttet selve præsteløftet) "at nutidens kristne ikke på nogen måde følger en linje, der er ’udtryk for tilpasning til tidsånden’, men den linje, som kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter" (s.42).

Af den grund indledes det første afsnit i det kristne forsvarsskrift med overskriften: ’Den aktuelle betydning af de bibelske tekster om homoseksualitet’. Heri hedder det: "Når kirken traditionelt har været afvisende over for homoseksuel praksis, skyldes det ikke mindst, at der i Bibelen findes en række citater, som tydeligt afviser denne praksis." "Når de teologiske modstandere i retten hertil vil anføre deres lære – ’er det en god regel’ (hævder forsvarsskriftet), at Bibelen er og forbliver sin egen fortolker!

"Vi fastholder," vil de bibeltro fortolkere fortsat erklære, at ’Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum’ – "også bjergprædikenen, hvor Jesu etiske undervisning kommer frem." Derefter besvarer forsvarsskriftet nogle af de spørgsmål, som modstanderne fortsat stiller: 1. Dødsstraffen, 2. Originalteksten, 3. Sodomas synd og 4. Romerbrevets erklæringer. Disse fire punkter bør i dag overvejes af kronprinsessens vejledere.

 

1. DØDSSTRAFFEN

I Gamle Testamente står bl.a. skrevet (citat): "Du må ikke have samleje med en mand, som man har med en kvinde." Dermed kan Bibelens stilling til det homoseksuelle samlivsforhold næppe karakteriseres tydeligere." Hertil føjes: "Det er en vederstyggelighed!" (3.Mose 18:22).

Dette strenge udsagn gentages med en skarpere formulering i et efterfølgende kapitel (citat): "Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge begået en vederstyggelighed. De skal lide døden! De har selv skylden for deres død" (3. Mose 2:13). Disse to tekster – om man vil godtage det eller ej – udtaler et klart og omfattende bibelsk forbud mod homoseksuel praksis.

Ikke desto mindre vil de homoseksuelles fortalere (som modvægt) fremføre ’ekspertudsagn’, der har det ene fælles motiv, at de (som ’tidsåndens’ teologer), vil søge at frifinde den homoseksualitet, som findes i (hvad de kalder): ’nutidens stabile og trofaste parforhold’. – "Den slags er ikke underlagt en sådan bibelsk fordømmelse," vil de erklære. (Eksempelvis P. Honoré: ’Fra Moses til nutiden’, Herning 1992, s.49 og 84; 7. Aagaard: ’Etisk argumentation omkring homoseksualitet, Århus 1985, s. 128, Gjesing ’Velsign’ s.543).

"At en sådan hedensk homoseksualitet udgjorde en vis trussel mod det gammeltestamentlige Israel kan ikke benægtes" erklærer skriftet (5. Mose 23:18-19; 1. Konge 14:24, 15:12 og 22:47) – men en deraf følgende ’afvisning af homoseksuel praksis (stabile parforhold) er ikke sidenhen eller af den grund forsvundet fra kirkens lære…"

De ’moderne teologer’ vil med henblik på kongehusets repræsentation ved den omtalte homo-event fremføre, at ordet ’vederstyggelighed’ har at gøre med, at homoseksualitet kan anses som ’en gammel hedensk skik’. "Men sådan ser folk ikke på den sag i dag," vil de hævde.

De moderne teologer vil da med sikkerhed føre i marken, at homoseksualitet i Gamle Testamente er forbundet med dødsstraf (3. Mose 20:13). "Enhver må her kunne indse, at en sådan lære ikke kan forfægtes i det 21. århundrede" vil de erklære og tilføje: "Kan man på et sådant grundlag opretholde Bibelens lære om homoseksualitet; det er jo inkonsekvent."

Til dette vil bl.a. Folkekirkens bibeltro teologer svare: "Når vi foretager en sondring i dette tilfælde, er vi i godt selskab. Jesus afviste nemlig en lignende dødsstraf – men fastholdt i den selvsamme situation buddets etiske indhold. Vi henviser her til den beretning i Ny Testamente, hvor en ulykkelig kvinde blev grebet i ægteskabsbrud. Jesus afviste (med Sin egen håndskrift i tempelpladsens flyvesand) at stene hende… men fasthold seksual-etikken: "Gå bort og synd fra nu af ikke mere!" (Johs.8:11)

Hvad angår dødsstraffen fremgår det, at straffens strenghed betoner, at homoseksuel praksis – ikke blot (sådan som det i medierne og filmverdenen med daglig voksende styrke propaganderes) drejer sig om ’et uskyldigt sidespring’ eller en ’harmløs seksuel orientering’ – nej, erklærer både Gamle og Ny Testamente: "… lever man sådan, fortjener man at dø!" (Rom.1:32) Afsnittet fortsætter: "Alligevel lever de ikke bare sådan, men bifalder at andre gør det" (v.32).

Der er imidlertid himmelvid forskel på at fastholde den svære grad af overtrædelse: ’lever man sådan, fortjener man at dø’ – og så uden at vise barmhjertighed eksekvere denne straf, hvilket på tragisk vis finder sted i lande, hvor evangeliets budskab om omvendelse, tilgivelse og Guds nåde aldrig fandt grobund…

 

2. ORIGINALTEKSTEN

’Ved nærmere eftersyn’ vil de bibeltro teologer hævde, ’kan ingen af de moderne eksperters indvendinger rokke så meget som en tøddel ved denne umiddelbare forståelse: Der er i Bibelen tale om et klart, omfattende forbud mod homoseksuel praksis – og de, som forfægter et andet syn på Skriftens lære i dette forhold, bringer sig i et modsætningsforhold til kirkens ypperste bekendelsesskrift, Bibelen, - og dermed til Danmarks Grundlovs henvisning til den evangelisk-lutherske kirkes lære.

… og hvad angår Københavns biskops insisteren på, at disse skriftord skal tolkes ud fra ’tidsånden’, vil vi (fortsætter de bibeltro skriftlærde) erklære, at de her omtalte skriftsteder har en ’generel adresse’.! Det udtryk, som anvendes i 3. Mose 18:22, at ’en mand ikke må have samleje med en mand’, betyder egentlig, at ’en person af hankøn’ ikke må have samleje med (en anden) ’person af hankøn’. Der er altså tale om (hvilket kongehuset i den givne situation bør overveje) en yderst ’generel term’, der tydeligt signaliserer, at enhver kønslig omgang af homoseksuel og lesbisk art (til hver en tid og på hvert et sted) ifølge Den Hellige Skrift er forbudt.

"Det samme udtryk," slutter de bibeltro teologer, (idet de henviser til originaltekstens betegnelse: ’en person af hankøn’) bringes i 1. Mose 1:27 – det kendte bibelord om selve skabelsen af mennesket som mand og som kvinde, indikerer faktisk, at homoseksuel praksis herefter må betragtes som et direkte brud på den ’kønspolaritet’, som Skaberen har givet… (s.46).

 

3. SODOMAS SYND

Når debatten omkring kronprinsessens deltagelse i den homoseksuelle præmie-uddeling på et tidspunkt drejer ind på én af de gammeltestamentlige tekster, der traditionelt har været anset for den mest tungtvejende, når det gjaldt afvisning af homoseksuel praksis, så vil beretningen om forsøget på homoseksuel voldtægt mod de to engle, der besøgte Abrahams slægtning, Lot, i Sodoma, blive brugt (1. Mose 19:1-11). – (Historien er kendt bl.a. fordi begrebet ’sodomi’ er afledt af, hvad der den nat skete i Sodoma. En tilsvarende beretning findes i Bibelens Dommerbog 19:22ff.)

"Det fremgår ikke entydigt," vil ny-teologerne hævde, "at det var homoseksuel praksis, der var ’Sodomas synd’. Nej (vil de fortsat indvende) "den homoseksuelle handling indgår i disse voldsomme, natlige begivenheder i ’et større mønster’. Der var andre elementer på spil: Vold, voldtægt og social synd. "Det var især ’volden’, vil statseksperterne fortsætte, "som udgør det centrale i Sodomas synd." - "Dermed," slutter de, "kan man ikke (isoleret betragtet) benytte denne tekst som et argument imod, f.eks. ikke-voldelig homoseksualitet…"

(Disse ’hjælpere’ vil da for at overbevise folket læse fra f.eks. D.S. Baily’s ’Homosexuality and the Western Christian Tradition’; New York, 1955).

De vil imidlertid få vanskeligt ved (i dette spørgsmål) at stå sig mod deres teologiske modstandere, som da vil henvise til det nytestamentlige Judas Brev, der i sit 7. vers siger: "Jeg vil minde dig om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild." Ny Testamente omtaler her ikke med ét ord ’den voldelige aktivitet’, som fandt sted i Sodoma, men taler udelukkende om den ’generelle’ homoseksuelle ’utugt’, der bestod i, at man seksuelt ’søgte unaturlige forbindelser’.

 

4. ROMERBREVETS ERKLÆRINGER

I debatten om kongehusets accept af homo-prisuddelingen i Cirkusbyen i København vil det fremlagte skrifts henvisning til et særligt afsnit fra Ny Testamente (sammen med to andre tekster, der tydeligt afviser homoseksuel praksis) blive oplæst. – Det lyder sådan: "Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for den vildfarelse, som de fortjente" (Rom.1:24-25).

’Sammenhængen, hvorfra dette citat er taget," (vil de bibeltro teologer forklare) "er fra blot ét af de afsnit, der officielt er ’lagt frem’ i denne sag. Det drejer sig om hele det afsluttende skriftafsnit fra Pauli brev til Romernes første kapitel. Det beskriver nøje ’de ulykkelige konsekvenser’ af, at ’mennesker ikke længere ærer deres Skaber’. Kvindelig og mandlig homoseksualitet udgør én af de uundgåelige følger, som Paulus markerer under overskriften: ’Derfor prisgav Gud dem’ (v.24, 26 og 28).

"Vi beder derfor kongehuset bemærke," (vil de bibeltro teologer anføre) "at der med denne tekst ikke er tale om en formaning til de kristne. Nej, det er en beskrivelse af det dybe, moralske forfald, som foregår sideløbende med det religiøse frafald. Den religiøse forvirring fører til etisk kaos. Det er for kronprinsessens vejledere også værd at notere sig, at homoseksualitet (der i dag ikke officielt tør omtales som ’synd’) her opregnes sammen med en lang række ’andre synder’.

Når Ny Testamente i denne sammenhæng betegner homoseksuel praksis som en ’vanærende lidenskab’, en ’naturstridig drift’, et ’optændt begær’, en ’skamløshed’ og en ’vildfarelse’ samt indregner denne synd under en ’forkastelig tankegang’ og en ’usømmelig handling’ – ja, tilknytter den til en afsluttende liste over 21 syndige forhold, der betegnes som ’alt muligt ondt’, da er det vanskeligt at forstå, at de folk, som rådgiver de kongelige, skulle få medhold i, hvad (under en gay-parade) en dansk biskop udtrykte med ordene: "Jeg ser intet i det homoseksuelle samliv, der er i konflikt med Ny Testamentes lære."