RETSOPGØRET
242
 

STATENS STIKKERE

"Det er ikke tilstedeligt i et retssamfund, at man har en statslig virksomhed, der har til opgave at forsøge at få medarbejdere til ’at gå i fælden’. Sådan lyder kritikken fra Niels Bertelsen fra virksomheden Prosa, der organiserer nøglepersoner inden for it i både private firmaer og for offentlige myndigheder. Han hentyder til den nye ’stikkervirksomhed’, som regeringen vil lade det såkaldte ’center for cybersikkerhed’ udføre. Centeret skal fremover indsamle personlige oplysninger om både offentligt og privat ansatte danske borgere. Centeret får mandat til ’at låne’ de uvidende borgeres identiteter for dermed at kunne opstille nogle hidtil ukendte raffinerede ’it-fælder’ for dem ’ og hvis den statslige digitale rævesaks klapper, så kan det få (som det hedder) ’ansættelsesretslige konsekvenser for medarbejderen’. Med andre ord: Så kan vedkommende blive fyret på gråt papir!

Dette triste scenario fremgår af bemærkningerne til et omfattende lovforslag om at forbedre forsvaret af Danmark mod cyberspionage og – angreb, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ifølge dagbladet Politiken vil have vedtaget inden sommerferien.

"Dette kan gå hen at udvikle sig til et stikkersystem, hvor alle overvåger alle," siger en repræsentant for de ansatte i finanssektoren.

En ekspert i ansættelsesret ved Syddansk Universitet kalder over for Ritzau lovforslaget ’bekymrende’. At Efterretningstjeneste i Danmark nu vil have fri og uhindret adgang til at bruge særligt uddannede, hemmelige agenter til at lægge it-fælder for ganske almindelige danske lønmodtagere, må få alle røde lamper hos samtlige danske borgere til at lyse. At den danske stat fremover skal have lov til at lokke landets borgere i specielt opstillede rottefælder som – hvis fælden klapper – kan koste borgeren jobbet, er et overlagt brud på borgerens fundamentale rettigheder.

 

OVERVÅGNINGS-STIKKERNES DIKTATUR

Tilbage i november 2018 dukkede en mystisk person pludselig op på en skole i Ørbæk. Hans id-kort var forfalsket, og han var udstyret med et skjult kamera. Det viste sig, at han var hemmeligt udsendt fra et it-sikkerhedsfirma, - og at hans opgave var betalt af Nyborg Kommune. DR kunne siden afsløre, at kommunen havde anvendt et sikkerhedsfirma for at undersøge, om kommunens skoler kunne narres til at give adgang til personfølsomme oplysninger.

For en halv snes år siden åbnede en såkaldt ’Stasi-udstilling’ på Langelands fortet. Den forblev på stedet i fire måneder. Det er i dag kun 30 år siden, at en stor del af Europas befolkning levede under overvågnings-stikkernes kyniske diktatur i Østtyskland. Staten havde under det kommunistiske herredømme mere end 90.000 ansatte og 200.000 stikkere, som overvågede sådanne borgere i DDR, der kunne være til gene for systemet. Er det sådanne forhold, som nu er på vej i Danmark? Når først staten anvender skjulte mikrofoner og overvågningskameraer og uddanner ’falske’ kolleger til målrettet at lokke andre medarbejdere i en fælde, så bør ikke mindst landets troende borgere være på vagt!

Det vil jeg i det følgende søge at påvise; de troende danske borgere er nemlig på listen over dem, som særligt skal overvåges. Lad mig forklare:

 

NÅR EN MINISTER GÅR PAVENS ÆRINDE

Københavns Politi rykkede tirsdag d. 3. april 2012 ud til Ministeriet for Ligestilling og Kirke, hvor en medarbejder havde åbnet et brev med et noget uventet indhold. Brevet, der var stilet til daværende kirkeminister Manu Sareen, indeholdt et hvidt pulver, og medarbejderen slog straks alarm og underrettede ministeriets øvrige ansatte.

Brevet blev efterfølgende sikret i et aflukket lokale, og politiet fragtede derefter kuverten med det hvide pulver til analyse hos Kemisk Beredskab. Her kunne man konstatere, at det hvide pulver var en blanding af hvedemel og knuste mineraler, formentlig sten. Ministeren var ikke selv til stede i Den sorte Port-ministeriet ved Kanalen, da brevet ankom.

Han omtaler selv situationen i sin biografi: "Pulveret var ufarligt. På brevet stod noget med Satan og Tove Fergo. PET barrikaderede mit hus med alarmer, armerede dørene og skiftede låsene ud. Jeg var blevet et ’terrormål’ (s.169).

Det er altid en alvorlig situation, når et samfunds borgere begynder at gribe til forskellige former for vold eller truende adfærd, hvis de ikke kan få deres politiske eller religiøse vilje igennem. Mellemøsten og Irland er afskrækkende eksempler.

Brevet med ’det truende indhold’, der var stilet til Danmarks kirkeminister, bør ikke anses for en uskyldig sag; det bør være et manende tegn på, at det tema, som ministeren havde gang i, kan sætte alle slags voldelige lidenskaber i kog. Ministeren tog fejl, da han gav udtryk for, at dette kun var ’en lille sag’, og (som han gentog) "vi skal videre; vi har vigtigere ting på programmet."

 

OPRØRET LUER

Efter et enkelt læserbrev i Kristeligt Dagblad (17. marts 2013) blev det med ét opklaret, at ingen dødelig med loven i hånden vil kunne forhindre et menighedsråd i at fritage sit personale fra at medvirke ved en vielse af homoseksuelle. Den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, har bittert måttet erkende, at ’sådan forholder det sig’ – og at han derfor ikke har kunnet gennemtrumfe sin ’katolske opfattelse’ af det gejstlige hierarki (at præsten er enerådende i sådanne teologiske spørgsmål)… I en meddelelse i Evangelisk Luthersk netværk kommenteres denne ’tilbagetrækning af ministerens dekret’ med ordene:

"Menighedsråd, der kan enes om det, bør derfor fra nu af slå ring om den lokale kirke ved simpelthen at modsætte sig, at den slags vielser overhovedet skal kunne finde sted i deres gudstjenesterum! Den lokale kirke er faktisk ’ejet’ af og forvaltet af det lokale råd, derfor skal de kirkelige myndigheder ikke overtrumfe den lokale, kirkelige myndighed."

Det spørgsmål, som i denne time melder sig i forbindelse med den skarpe, - ja gennemtrængende lyskegle, der i forbindelse med et kommende opgør mod den danske stats stikker-politik pludselig (som et lyn fra himlen) falder på grundlovens 4. paragraf, er dette: "Hvad var det egentlig, at de danske reformatorer forkyndte?" Som svar på netop dette spørgsmål træder det dybt karakteristiske og aldeles særprægede ved Den Københavnske Bekendelse af 1536 ind i billedet!

Reformationens kristendomsforståelse, der i dag (så godt som overalt) udpines og udmagres, bryder da som et himmellys frem i al sin kraft og ild. I netop denne klare bekendelse har de danske reformatorer sammenbidt og ordknapt sammenfattet deres reformatoriske budskab – en sag, som ingen vantro præst eller politiker kan komme uden om, hvis talen skulle falde på ’indholdet af kirkens bekendelse’. Og dette sidste er netop tilfældet – ja, vil langsomt men sikkert udvikle sig til at blive selve hovedsagen – (som dagen nærmer sig, hvor det ved et opgør endeligt og afsluttende skal afgøres, om en dansk regering i 2012 bevidst og hensynsløst har overtrådt Danmarks Grundlov). Som 500-året for reformationen er en historisk kendsgerning, må alle – store og små med bøjet hoved – erkende, at der ikke findes nogen periode, der har haft større indflydelse i Danmarks kirkes, kulturs – ja, hele samfundsordens historie. Dette er tiden for den jævne kristne borgers ret til at sige sin uforbeholdne mening om sin egen tro på apostlenes lære og Den Hellige Skrift. Det er dagen for ’det almindelige præstedømme’, som ikke skal finde sig i nogen form for statsovervågning!

 

VI ER ALLE PRÆSTER

Da de 21 mænd i 1536 lagde deres 43 artikler på kongens bord, erklærede de dermed, at Roms præsteherredømme var forbi. "Vi er alle præster," sagde de. I den 40. artikel hedder det nemlig sådan: "Vi tror og lærer, at vi i Kristus Jesus har vor evige, eneste præst, og i Ham er vi alle kristne præster, og det er som sådanne, at vi skal give os selv som et levende, taknemmeligt offer til Gud – ja, prædike, bede og meget andet." Denne snart femhundredårige bekendelse er således fuldt og helt i overensstemmelse med Ny Testamentes klare, apostolske formaning, der ligefremt og enkelt erklærer, at de troende ’skal bringe deres legemer som et levende og helligt offer Gud til behag – det skal være deres åndelige gudstjeneste (Rom.12:1).

Det vil med andre ord sige, at den gudstjeneste, der er Gud til behag, er ikke (som den fremstilles af en ofte frafalden gejstlighed) en superhøjtidelig, liturgisk (mere eller mindre fastlagt) og forud nøje planlagt tilbedelse men mere det Guds-inspirerede, åndelige fællesskab, som kristne ’når de kommer sammen’ har med deres opstandne Herre og himmelske Far. I Hebræerbrevet står ordet ’kirke’ (ekklesia) kun nævnt to gange (2:12 og 12:23)… og i begge tilfælde anvender den seneste danske, autoriserede oversættelse af Ny Testamente ordet: ’menighed’. Om den ’kirke’ (ekklesia), som skal fremstå i de sidste dage, hedder det her bl.a.: "Jeg vil forkynde Dit navn for mine brødre – i kirkens (ekklesia) midte vil Jeg lovprise Dig. En stærkere fremhævelse af ’det almindelige præstedømme’ findes næppe, og staten har ingen adgang til ’menighedens midte’.

De danske kristnes grundlovs-oprør mod statens bestemmelse (at kun præsten havde indsigt i Guds ord) førte til, at de erklærede med reformatorerne, at ’det almindelige præstedømme’ med tindrende klarhed kommer til syne på Skriftens blade, og at enhver minister eller gejstlig, som atter vil søge at indføre pavens ubibelske hierarkiske præstedømme, på stedet vil møde det protestantiske folks modstand! De kristne stod i 2012 over for deres vildførte kirkeminister fast på Bibelens ord, at ’da Gud… ville føre mange sønner til herlighed… så skammede ’banebryderen for deres frelse’ sig ikke ved at kalde dem brødre’! (Hebr.2:11-13).

Den store ’ypperstepræst’ kalder de øvrige præster ’brødre’, forkynder de fremdeles og tilføjer, at den romerske kirkes præsteskab i den protestantiske litteratur beskrives som ’et lam’, (hvis det forfølges)’ og ’en tiger’, (hvor det får overhånd’)! De protestantiske protestanters protester minder fortsat om, at den britiske premierminister W.E. Gladstone i 1874 (hvor Rom mistede sine landbesiddelser) skrev: "Den enkeltes afhængighed (og så er det ligegyldig, hvor krybende den er) vil aldrig kunne tilfredsstille den latinske kirke! Selv staten må som en slave bøje sig…"

Vi konkluderer, at den protestantiske menighed skal være på vagt over for de af statens ministre, der i denne sag om stasi-stikker-sikkerhed bl.a. går pavens ærinde. Disse ministre kan da for en tid tvinges til modvilligt at indrømme, at de tog fejl – men de vil komme igen – ’og vil tage syv andre onde ånder med, værre end dem selv’! (Matt.12:45)

 

HUMANISTISK INSPIRERET

Da jeg for nogen tid siden skulle tale ved en Tv-transmitteret Gudstjeneste i Frelsens Hær på Færøerne, henvendte jeg mig før mødet til én af tv-kameramændene. "Når jeg i min prædiken omtaler den bodsbænk, som Frelsens Hær stadig har i sine mødesale," sagde jeg, "så skal du rette kameraet mod den rødt-betrukne bodsbænk hér."

Kameramanden nikkede, og sådan gik det til, at jeg ved den lejlighed fik god anledning til at tale om ’omvendelsens betydning’. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at paven i Rom eller Danmarks forsvarsminister har set den tv-udsendelse. Ej heller nogen dansk biskop eller kirkeminister… men det ændrer ikke ved sagen! Paven vil aldrig acceptere protestanternes opfattelse af det almindelige præstedømme og omvendelsens betydning. Det ville den tidligere kirkeminister heller ikke, men i den sag måtte han bøje sig…

 

DET RELIGIØSE OPRØR

Da et religiøst oprør kogte i Jerusalem for tyve århundrede siden, rejste den vise farisæer, Gamaliel, sig. Han gav to eksempler på mænd, der førte vreden i en forkert retning; (Ap.G. 5:36-37) de blev henrettet og omkom. "Men disse mennesker," sagde Gamaliel (til de styrende og med henblik på de netop fængslede apostle) "pas på, at I ikke kæmper mod Gud!" (v.39) Denne nytestamentlige hændelse omtales i kirkens højaktuelle bekendelse, når talen falder på, at ’den verdslige øvrighed vil have gennemført love, der er forbundet med synd’.

Den beretning i Ny Testamente, som Den Augsburgske Bekendelse i dette tilfælde henviser til, er den usædvanlige historie, hvor de religiøse ledere i Jerusalem (tydeligvis drevet af skinsyge og sårede ambitioner) kastede nogle af Jesu mest kendte apostle i fangehullet. Imidlertid viste det sig (fortæller ’Apostlenes Gerninger’), at Himlen ikke var indforstået med det gudsfjendske, religiøse styres fremgangsmåde. I stedet for (som Skriften andre steder påbyder) at ’underordne sig den verdslige øvrighed’ gjorde endog Gud oprør mod systemets uretfærdige behandling af Kristi tjenere; ved nattetid sendte Han en engel, der (tværtimod alle givne love og regler) tillod sig at åbne de fængselsdøre, som myndighederne havde lukket, for at føre de af den lovlige øvrighed arresterede prædikanter ud i det fri (Ap.G. 5:19).

Denne handling var i sig selv – i det verdslige styres øjne – en lovløs og forbryderisk indtrængen. Dem, der befrier ’oprørere’, som både det religiøse og civile styre omhyggeligt – og efter en massiv stikker-overvågen – har sørget for at få anbragt bag lås og slå, må – det må selv et barn kunne indse – betragtes som ’lovovertrædere’. Imidlertid er det præcis denne historie, som Den Augsburgske Bekendelse henviser til, når den opfordrer Jesu efterfølgere til overalt og i samlet flok at vise foragt for lovens bestemmelser, hvis disse gør sig skyldige i at ’befale de kristne at synde’…

Da den natlige, himmelske gæst for 2000 år siden stod i den mørke, kolde fængselscelle i Jerusalem, løste han ikke blot lænkerne på de (af de lovlige myndigheder indsatte) fanger, - men han gav dem oven i købet besked om, at de straks skulle gå over på Tempelpladsen og fortsætte deres illegale aktivitet. "I skal træde åbenlyst frem i helligdommen," sagde engelen, "og I skal fortsætte med at tale til folket alle livets ord!"

De indsatte burde på det tidspunkt have indvendt, at det sidste (den direkte forkyndelse) netop var det, myndighederne ’udtrykkeligt’ (v.27) havde ’forbudt’ dem at gøre.

Men allerede ved daggry stod apostlene på Tempelpladsen. Folket samlede sig ivrigt omkring dem. Ingen ved, om der den morgen blev stillet spørgsmål om, hvorledes de arresterede prædikanter var sluppet ud af fængslet – men alle vidste, at de med deres fortsatte og uforfærdede forkyndelse om Jesus (samt yderligere udlæggelse af ’Livets ord’) klart overtrådte den strenge befaling, som styret havde udstedt. Mængden var i de tidlige morgentimer klar over, at deres samling på Tempelpladsen (og det budskab, de lyttede til), ville blive betragtet som en oprørshandling; men de var enige om at modsætte sig den religiøse tvang og det totalitære påbud. En gærende opstand var på vej – ikke antændt af mennesker, men af Den levende Gud. Dagens prædiken-tekst var denne: "I skal adlyde Gud mere end mennesker!"

 

FORBUDDET

’De undvegne’ blev derefter ført frem for rådet. Ypperstepræsten talte nu til de nye ’overtrædere’. Han henvendte sig direkte til apostlene (så vidt fremgår af beretningen, stillede han ingen spørgsmål, der havde at gøre med den uafklarede sag, som alle i rådet i det øjeblik spekulerede på: "Hvordan er I sluppet ud af fængslet?") Selve den kendsgerning, at Kajfas som forhørsleder slet ikke kommer ind på dette spørgsmål, er bemærkelsesværdig. Ypperstepræsten startede lige på med anklagen. "Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at lære mere i dette navn?" begyndte han og omtalte derefter straks overtrædelsens art: "Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres lære!" (Ap.G. 5:28). Han fortsatte med på stedet at stille skarpt på lovovertrædelsens hensigt: "I vil bringe dette menneskes blod over os! I er ude på at give os skylden for hans død!"

Set med Sanhedrinens øjne var apostelen Peters forklaring mildest talt kritisabel. Han svarede ikke i overensstemmelse med den måde, man opfører sig under et forhør; han prædikede – og hvis der er noget, som forhørsdommere afskyer som pesten, er det folk, der prædiker.

"Vore fædres Gud har opvakt Jesus," råbte han – og hans røst var ikke præget af nogen form for usikkerhed. Hvem var denne ulærde fisker fra Genesaret, der tillod sig at prædike om ’vore fædres Gud’ til ypperstepræsten og det samlede råd af fornemme jøder? Uden at fremlægge skyggen af dokumentation fortsætter den anklagede med at anklage sine anklagere. "I tog Ham af dage ved at hænge Ham på et træ!" (v.30)

En udtalelse af den art måtte på stedet provokere en afstandstagen. Med sådanne ord ville den arresterede ikke have en levende chance for at slippe billigt fra denne sag. Hans oprørsidéer var gået ham til hovedet.

… og nu fortsatte han med at tale om den korsfæstedes opstandelse og ophøjelse til at være ’fører og frelser’. Alt det, som han var blevet forbudt at nævne – ja, han talte endog om ’Israels omvendelse’ (v.31)… hvad ville det ende med?

Da pludselig rejste sig rådets mest fremtrædende mand, Gamaliel. Han talte indtrængende. Hans ræsonnement lagde en dæmper på forsamlingens harme. "Hold jer fra disse mennesker," sagde han. "Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!" (Ap.G.5:39)