RETSOPGØRET
241
 

KØBENHAVN SKAL GØRES TIL EN HOMOBY

En enstemmig borgerpræsentation i Københavns Kommune har ved indledningen til 2019 besluttet, at den danske hovedstad skal være en alle tiders homovenlig by. Med ikke mindre end 50 konkrete initiativer skal der ’være mere rummelighed for homoseksuelle og lesbiske i København’. "Dagsinstitutioner, børnehaver og skoler er en vigtig del af den nye politik," hedder det – "og hvis f.eks. homoseksuelle føler sig utrygge ved at bo et bestemt sted i byen, skal de tilbydes lejligheder andre steder."

Forvaltningen har til dette formål udarbejdet sit eget charter for demokratiske værdier. Heri hedder det bl.a.: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder uanset køn, kønsidentitet, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Dette nye forslag, som bygger på et helt nyt charter om homoseksualitet, og som nu sigter på rigets hovedstad, er ikke en sag, som er opstået i går! Den har en dyb og mørk baggrund, som jeg i det følgende nøje vil gennemgå:

 

DE FØRSTE SYV ORD

I en kronik i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. juni 1991 skrev professor dr. Jur. tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, alle lovlærdes mest kortfattede kommentar til de første syv ord i Grundlovens 4. paragraf. Professorens uhyre, simple ’matematiske ligning’ (2+2=4) sætter (ifølge min opfattelse) alle tidligere kirkeministres ’bløde punkt’ i relief – ja, hvis netop denne eksperttolkning af disse syv grundlovsord kunne finde ørenlyd i en moderne retssal, så er der ikke ret meget mere at komme efter! Kronikkens forfatter skriver (citat): "De første syv ord i Grundlovens § 4 indeholder en selvstændig regel: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!" Gammeltoft-Hansen fortsætter: Dette udsagn kan også udtrykkes således: "Den danske folkekirke er (dvs. ’tilhører’) den evangelisk-lutherske kirke." Efter at have præciseret dette grundlovens fortsat gældende (superlogiske) lighedstegn (mellem to størrelser), drager kronikøren denne (for mig at se ’forbløffende’) konklusion; han skriver (citat): "Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke." Professorens facit er dette: "Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven…"

I dette ’matematiske lys’ står lovgivernes ’bløde punkt’ totalt afdækket: De har ikke og vil aldrig så længe disse syv ord fra grundlovens 4. paragraf er gældende, med nogen legal ret kunne tvinge biskopperne i den evangelisk-lutherske kirke til at lave ’et politisk ligestillingsritual’. Hvis de allerede har gjort det (og det har de), så er det med professorens ord: ’simpelthen i strid med grundloven’.

 

EN HIMMELRÅBENDE FEJL

Den 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der i det veludstyrede udvalgsværelse (Nr. 2-080) i regeringspalæet i København budt velkommen til ét af de samrådsmøder, som den daværende kirkeminister, Manu Sareen, med afsky omtaler i sin selvbiografi. Om den forhenværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, fortæller han, hvorledes hun ’slæbte mig til disse møder’ (s.168). I dette tilfælde var det imidlertid Folketingets Kirkeudvalg, der havde indbudt til en sådan samling. Også jeg ’deltog’ som tilskuer og tilhører i mødet, idet jeg over Folketingets tv-kanal på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge det uundgåelige ’clash’ mellem de danske lovgivere.

Godt to uger forinden, den 10. feb. 2012, havde ’den forhenværende’, Birthe Rønn Hornbech, affyret en bredside mod regeringen. Den lød sådan (citat): "En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken." Artiklen i Kristeligt Dagblad slutter med ordene: "Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om."

Den salve, som dagbladsartiklen forfatter affyrede d. 10. feb. 2012, afleverede hun igen i samrådsmødet på Christiansborg 14 dage senere. "At lovforslaget om ægtevielser i kirken af par af samme køn ikke med ét ord omtales i dets forhold til grundloven, er en eklatant fejl." Ordet: ’Eklatant fejl’ er stærkt. Kan bedst oversættes med udtrykket: ’En himmelråbende fejl’. Den udfordrende henvisning til justitsministeriets lovafdeling blev ved dette samrådsmøde sammenbidt gentaget." Derfor vil jeg i det følgende efterkomme opfordringen og lade søgelyset dreje ind over den lovtekniske afdeling af justitsministeriet samt de ufyldestgørende svar på relevante spørgsmål.

 

NÅLEØJE-PRINCIPPET

For bedre at kunne forstå, hvorfor den manglende erklæring vedr. den lovtekniske bedømmelse og lovforslagene L105 og L106 (med hensyn til disse bestemmelsers forhold til grundloven) betegnes som en ’eklatant fejl’, bør man et øjeblik rette opmærksomheden mod, hvad der skete i Irland i maj 2015. Her blev – fra den ene dag til den anden – et nyt menneskesyn og en ny ægteskabsforståelse ved et nationalt referendum indført i den irske grundlov. Det vil sige, at denne nye grundlovsparagraf vil være et element for al videre lovgivning i Irland. Alle lovforslag, som har forbindelse med menneskesynet, ægteskabet eller landets kristne fundament skal fremover – inden de bliver ophøjet til lov – sendes til en ransagen og gransken i den irske lovafdeling. Den har at gøre med dette begreb: ’lovteknisk revision’.

Alle irske lovgiveres lovudkast skal fremover måles og vejes ud fra den nye grundlovsparagrafs grundsætninger og retsprincipper. Alle centrale love, tværgående, generelle eller internationale love – alle menneskerettighedskonventioner skal fortsat inddrages for at ’stille til obligatorisk lovrevision’. Her skal de sammenholdes med den nye grundlovsparagraf. Ingen lov slipper gennem nåleøjet uden at have været endevendt i lyset af den nye homo-bestemmelse.

Den indførte ’4. bestemmelse’ i den 41. artikel af den irske grundlov lyder sådan: "Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som ægteskab mellem en mand og en kvinde." Artiklen fortsætter: "Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier."

Når det herefter i Irland (med grundlovskraft) er gældende, at to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde – skal alt i folk og samfund, kirke og retsvæsen, parlament og ministeriernes administration indordnes efter det nye homoprincip. Alt, hvad der modsætter sig den nye homo-ordning, må da regnes som lovovertrædelse – ja, grundlovsbrud!

Med denne nye grundlovsparagraf er i Irland livsmønsteret og statens styrelse retningsangivet. Justitsministeriets lovtekniske afdeling må på det strengeste afvise lovudkast, der ikke samstemmer med dette syn. Det homofile samfund har siden den majdag i 2015 etableret sig i Irland, hvilket befolkningen nu bittert må erfare.

 

NU SAMME PRINCIP I DANMARK

Det samme gælder nu forkyndelsen i den danske folkekirke og alle danske frikirker. Efter indførelsen af loven om kirkelige homovielser er Bibelens budskab om samliv af den art blevet mere end kontroversielt – det er blevet illegalt. Når den irske konstitution med grundlovskraft erklærer, at ’to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde’ – ja, så vil det (i sammenligning dermed) sige, at i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, hvor en lignende status nu indføres i kirkens ritualbog, vil enhver overtrædelse af lovens ord få sine konsekvenser. Præster og prædikanter, som fremover vover at sige andet end statsritualet, vil blive retsforfulgt. Al undervisning i ’det offentlige rum’ (fra prædikestolen eller over nettet) vil blive bedømt, målt og vurderet ud fra den statsligt indførte liturgi – og den af kirken ordinerede forkynder, der følger sit præsteløfte og prædiker evangeliet ’purt og rent’, står i fare for at blive spærret inde.

Danmark har (som i Irland) en ’4. grundlovsbestemmelse’. Dersom et lovforslag skal ophøjes til lov, skal det på samme vis til ’lovteknisk revision i Justitsministeriets lovafdeling’ – og det derefter skal meddeles i lovforslagets bemærkninger, hvorledes dette forslags forhold er til grundloven. I det aktuelle tilfælde kan forslaget forventes at få betydning for kirken – derfor må dets relevans til kirkens lære og bekendelsesskrifter nøje undersøges. Bemærkningerne må derfor indeholde – et skøn’ over lovens konsekvenser for kirken og dens indre anliggender – alt sammen centreret om forslagets forhold til grundloven.

Når dette (altså lovforslagets forhold til grundloven) mangler at blive omtalt i lovens bemærkninger, - er det (som anført af en forhenværende kirkeminister) ’en eklatant fejl’, der endog kan medføre, at en farlig ideologi sniger sig ind i den danske forfatning – og dermed kan medføre de mest fatale eftervirkninger i samfundet. Som et lidt forvitret spejlbillede falder det irske nåleøje-princip nu på den kirkelige situation i Danmark. Alle lovforslag skal efter sædvane fortsat undergå den lovtekniske revision i Justitsministeriets lovafdeling. Ved lov-gennemgangen af ministeriernes lovforslag foretages dels en teknisk gennemgang af lovforslaget og dels (hvilket i det pågældende tilfælde er det væsentlige) bedømmes lovforslaget i forhold til (som det hedder): ’grundloven, dennes grundsætninger og almindelige retsprincipper’.

Den lovtekniske revision må da (hvis det som her er et forslag, der har at gøre med kirken) tage særlig højde for de 4-5 grundlovsparagraffer, der giver udtryk for forfatningens holdning til den nye bestemmelse om det kirkelige homo-ritual. I det pågældende tilfælde er det påtrængende nødvendigt at få afklaret, hvorvidt loven om kirkelig ægtevielse af homoseksuelle og lesbiske par fortsat kan forenes med Grundlovens 4. paragraf, der klart erklærer, at folketinget ikke kan lovgive mod den evangelisk-lutherske lære.

Det afgørende ved den såkaldt ’himmelråbende’ (horrible) fejl i forbindelse med den lovtekniske revision af 2012-homovielse-lovforslaget, (som den tidligere kirkeministers ministerkollega hentyder til), er imidlertid (som jeg ser det) ikke i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt justitsministeriets lovafdeling eller kirkeministeriet har udført deres job tilfredsstillende. "Det må denne lovafdeling belære ministeren om," erklærer Birthe Rønn Hornbech i det ’fortættede’ 23-februar-samrådsmøde på Christiansborg. Den forhenværende kirkeminister opfordrer med disse ord til, at der i denne sag bør forekomme en direkte korrektion fra den afdeling i justitsministeriet, der havde det betydningsfulde job at skulle se nærmere på selve lovforslaget om homoseksuelle bryllupper i kirken. Men selvom det kunne være særdeles oplysende, at få indblik i, hvorvidt de jurister (der er sat til at skulle bedømme netop denne lovs kontroversielle forhold til grundloven) har gjort deres arbejde ordentligt, så forbliver det (ifølge min opfattelse) af mindre betydning! Nej, det helt afgørende er spørgsmålet om, hvorvidt forslagsstillerne har handlet bevidst – sådan at forstå, at det faktisk var med lumsk beregning (ja, en del af deres ’snedige’ strategi) at en hvilken som helst henvisning til denne lovs forhold til grundloven så vidt muligt skulle indgås.

 

EN MØRKETS GERNING?

Hvis det nemlig skulle vise sig, at der i kirkeministeriet eller socialministeriet bag lukkede døre med dæmpede stemmer har været talt om, at det ville være ’helt fint’, hvis justitsministeriets resultat af den påbudte lovtekniske undersøgelse ikke (som det ellers er fordret) blev nævnt i lovforslagets bemærkninger, så stiller sagen sig helt anderledes! Hvis der ét eller andet sted i ministeriernes korridorer har været hvisket og tisket, at ’det dér med grundlovens forhold til kirkelige homovielser’,’ springer vi over’, da har de folk, der stod bag en sådan beslutning, begået en ’kriminel handling’. Da dukker straks helt andre lovparagraffer frem af tågen. For eksempel den grundlovsparagraf, der siger, at folketingsmedlemmerne naturligvis selv er bundet af grundloven (jf. grl. § 32 stk.7) hvorefter hver eneste af de mænd og kvinder, der sidder i folketinget personligt har afgivet en højtidelig forsikring om at ville overholde Danmarks Grundlov.

Det afgørende ved en sådan ’mørkets gerning’ bliver da ikke, om denne form for ’lovsjusk’ har fundet sted. Nej, det sagen drejer sig om, bliver da, hvorvidt det er en bevidst planlægning, der ligger bag den bemærkelsesværdige undladelse. Hvorfor er lovforslagets forhold til grundloven ikke omtalt i lovudkastets bemærkninger? Er det fordi forslagsstillerne på forhånd har anet, at en grundlovsovertrædelse lurer bag dette lovforslag? Er det en bevidst og af lovgiverne enigt vedtaget fremgangsmåde, at netop denne lovs forhold til Danmarks Grundlov ikke i bemærkningen skulle nævnes med ét ord? Det er åbenbart, at hvis der ligger den planlagte strategi bag fremlæggelsen af et lovforslag, at det ’i huj og hast’ skal snige sig uden om offentliggørelsen af forslagets lovtekniske udsagn vedr. dets forhold til grundloven, så er det ikke længere borgernes ’almenvel’ eller den påståede ’samfundsmæssige interesse’, som disse folketingsmedlemmer kæmper for – nej, da er det et partipolitisk program med en tilsyneladende samfundsfarlig, politisk ideologi, som prioriteres.

Dersom der herefter stilles skarpt på, om det omtalte lovforslag om kirkelige homobryllupper nøje og pligtopfyldende har angivet dets forhold til f.eks. EU-retten, centrale tværgående love, internationale menneskerettighedskonventioner o.s.v. – da bør det nu ved aktindsigt undersøges, hvorvidt lovforslagets forhold til grundloven (og dennes grundsætninger med hensyn til statens forhold til kirken) ikke er nævnt? Denne ’ himmelråbende fejltagelse’ er både omtalt i pressen og ved det nævnte Christiansborg–samrådsmøde som ’en realitet (’en eklatant fejltagelse’) – nu drejer det sig bare om at finde ud af, om ’denne fejltagelse’ er en ’forglemmelse’ (hvilket forekommer usandsynligt) eller om det er en bevidst, politisk-ideologisk betonet, på forhånd udtænkt ’kriminel handling’? Om dette har jeg følgende at forklare:

Bagerst i et lovforslags ’bemærkninger’ skal der udfyldes nogle rubrikker. Ligesom når borgerne skal udfylde deres selvangivelse. Man kan ikke springe en rubrik over, hvis man ikke kan lide det tal, som den rubrik skal udfyldes med. Og hvis borgeren ikke har ’indtægt’ at opgive, må han ikke lade rubrikken være ubesvaret. Borgeren kan heller ikke, fordi han ikke bryder sig om skattemyndighedernes spørgsmål fjerne rubrikken.

Så vidt jeg som en jævn borger kan forstå, har folketingets formand beføjelse til at afvise et forslag, hvis det strider mod grundloven. Jeg kan imidlertid næppe forestille mig, at den travle folketingsformand skal læse alle lovforslag igennem for at finde ud af, om de er grundlovsstridige. Det må være det enkelte fagministeriums opgave samvittighedsfuldt at udfylde den rubrik, der hedder ’bemærkninger vedr. grundloven’.

Det skulle ikke være så svært. Ministeriet kan bare holde sig til det svar, de har fået fra den lovtekniske afdeling i justitsministeriet – så er den sag klaret. Nu fortæller kirkeministeriet i en mail af 14. januar 2016 (dok. Nr. 7010/16), at de aldrig fik skriftligt svar på deres forespørgsel i Justitsministeriet! ’Social- og Indenrigsministeriet skriver d. 25. januar 2016 i en mail (dok. Nr. 309012, sagsnr. 2016- 307, at ministeriet kan oplyse, at ’der ikke er modtaget et skriftligt svar fra justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af forslaget’.

At netop dette spørgsmål optager sindene fremgår af fire spørgsmål, som blev stillet d. 17. april 2012 i Folketingets Socialudvalg.

1. "I hvilket omgang har socialministeren i forbindelse med forberedelse af lovforslaget gjort sig tanker om Grundlovens 4. paragraf?" Spørgsmålet (nr. 25) blev stillet af tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Svaret var afvisende. "Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget."

2. "I hvilket omfang har ministeren i forbindelse med forslaget gjort sig tanker om forholdet mellem stat og kirke?"(nr. 26)… fortsatte den tidligere kirkeminister.
Samme svar: "Jeg henviser til lovens bemærkninger…"

3. Et efterfølgende spørgsmål (nr. 67) af medlem af udvalget, Christian Langballe (DF) lød sådan: "Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser man fra regeringens side har gjort sig med hensyn til § 4 i Grundloven og det forhold, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke, der hviler på Bibelen og bekendelsesskrifterne, hvor ægteskabet er klart defineret som et ægteskab mellem mand og kvinde?"
Samme svar: "Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget."

4. Det efterfølgende spørgsmål (nr. 68 stadig stillet af Christian Langballe) lød således: "Giver det anledning til overvejelser, at regeringen og et folketingsflertal ved at indføre loven om de homoseksuelle vielser ikke respekterer folkekirken som evangelisk-luthersk og dermed bryder Grundloven?"
Samme svar: "Jeg henviser til lovforslagets bemærkninger."

Ved at lytte til disse 4 relevante spørgsmål og det samme arrogante svar, bør tilhørerne i et øjeblik eftertænke, at det var lignende ’ufyldestgørende svar’, som en minister gav i folketinget i marts 1957, der rejste den omfattende sag omkring den nationale tragedie, der fandt sted d. 30. januar 1959. Her druknede 95 ombordværende ved Kap Farvel, da grønlandsskibet ’Hans Hedtoft’ forliste. Det undvigende svar, som et par år forinden blev givet med hensyn til ’vintersejladsen på Grønland’ – var på nippet til at bringe daværende minister Johannes Kjærbøl for en rigsret.
 

I en kort samtale d. 27. januar 2016 (sent på eftermiddagen) med en venlig embedsmand fra justitsministeriets lovtekniske afdeling, fortalte han, at den omtalte rubrik om grundloven ikke forekommer i det faste skema.

"Er det ikke mærkeligt?" Jeg tillod mig at blive personlig, "at et spørgsmål, som er det vigtigste i en lovteknisk revision: nemlig dets forhold til grundloven, ikke har sin egen rubrik?"
"… har jeg ingen holdning til!"

"Og I sender heller ikke skriftligt svar til ministeriet, som har anmodet om ’grønt lys’ for deres lovudkast? Det ordner I over telefonen?"
"… har jeg ingen holdning til!"

"Eksisterer der et dokument om dette telefonsvar?"
"… kan jeg ikke svare på. I det tilfælde skal du tale med Justitsministeriets ’Forvaltningsretlige Kontor’…"

Den venlige repræsentant i Justitsministeriet ringede og vedblev tålmodigt at ringe på lokalnummeret til ’Forvaltningsretligt Kontor’ – men vedkommende medarbejder, som jeg telefonisk og med oplysende mail havde truffet aftale med, var i de formiddagstimer ’som sunket i jorden’. Det er derfor fortsat uafklaret om der ’rent fysisk’ – det er det udtryk, som bruges i den verden – eksisterer et officielt dokument, som fra Justitsministeriets lovtekniske afdeling kan bekræfte, at de to ministeriers lovforslag L105 og L106 er blevet vurderet og lovformeligt godtaget. Ministerierne har faktisk brug for dette dokument, hvis de fremover skal kunne forsvare sig over for den påstand, at deres love om kirkelige homobryllupper har forulempet Danmarks Grundlov…

Da justitsministeren d. 29. maj 2012 skulle deltage i et samrådsmøde, arrangeret af folketingets socialudvalg, blev han udstyret med et såkaldt ’talepapir’. Det var sikkert, at han ville blive gået på klingen med de samme fire spørgsmål. Ifølge ’talepapiret’ erklærer han, at denne lov (om ægteskabet) er blevet vurderet – og at den rent teknisk var helt i orden. Om lovens forhold til grundloven siger ministeren ikke et ord. Hvad har interesse i denne sag er blot dette, at ministeren erklærer, at lovforslaget er blevet bedømt – og at han i hvert fald har fået udleveret et ’talepapir’. (anført i en mail til mig som dok. Nr. 428 146 af maj 2012 vedr. selve bedømmelsens indhold.

Det vil sige – tillader jeg mig at konkludere, at justitsministeriet har udfærdiget et dokument. Det eksisterer (og er oven i købet blevet refereret på ministerens talepapir). Det beskæftiger sig med lovforslagenes ’tekniske opstilling’ – men indeholder ikke ét ord om forslagets forhold til grundloven.

 

’AFVIGELSE FRA LÆREN’

For nogen tid siden købte jeg for 20 kr. en lille, uanseelig bog i Betesdas antikvariat ved det gamle Grøntorv i København. Det lille, sorte, stift-indbundne værk på halvandet hundrede sider bar den besynderlige titel: ’Afvigelser fra læren’. Bogen var udkommet i 4. oplag i 1857 på ’Bog og papirhandler Fr. Wøldikes Forlag i Nygade 94. Den er skrevet af Dr. Theol. K. Graul, som var direktør for den evangelisk-lutherske missionsanstalt i Leipzig og er oversat af cand. theol. Adolf Enkebølle.

Det lille forsvarsskrift for den evangelisk-lutherske lære indledes med Luthers trosbekendelse fra året 1529. Heri skriver Luther (og det er, som om den kendte og i den danske forfatning omtalte reformator 500 år efter sit virke er stået op af graven og taler lige ind i den sag, som stadig hærger landets kirker: "Fordi jeg ser, at det bliver værre og værre med vildfarelsen, og der ikke er nogen ende på Satans støjen og rasen, så vil jeg – for at ikke nogle senere (medens jeg endnu er i live eller for fremtiden efter min død) skulle skyde sig ind under mig og falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse, bekende min tro" (s.7).

Bogens titel ’afvigelser fra læren’ må nødvendigvis som et begreb kunne finde plads i dagens debat, idet lovgivningsmagten, hvis den på nogen måde (og ved ’falskeligt’ at skyde sig ind under Luther) allierer sig med en hvilken som helst afvigelse fra den evangelisk-lutherske lære – da straks (og ’på stedet’) gør sig skyldig i en overtrædelse af Danmarks Grundlov.

De fire udfordrende ord (’…uanset seksuel orientering’), som er selve grundlaget for det i kirken tvangsindførte ritual, er nemlig ’en afvigelse fra læren’. Når Manu Sareen i sin selvbiografi skriver (citat): "Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering, og dens regeringsgrundlag… at der bliver lavet et nyt vielsesritual, så at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken" (s.161) – da er selve indholdet af denne såkaldte ’logiske konsekvens’ i afgjort modstrid med kirkens lære. Da forsøger en regering at ’gestalte og regulere’ en ny ordning i kirken, som er i strid med kirkens bekendelsesskrifter og gør sig dermed skyldig i en øjeblikkelig overtrædelse af grundloven. Lad mig forklare:

 

HOMOSEKSUEL PRAKSIS I DET HELLIGE RUM

Der findes kun ét sted i Ny Testamente, hvor Jesus henviser til et gammeltestamentligt udsagn, og siger: "Når I læser dette, skal I lægge særligt mærke til det (Matt.24:15)!" Stedet, Jesus henviser til, er det præcise skriftafsnit i profeten Daniel, hvor han taler om en modbydelig hændelse (en vederstyggelighed), som skal finde sted ’på hellig grund’ (9:27). "Når det sker," siger Jesus, "at en vederstyggelighed søger at presse sig ind i ’det hellige rum’, da er det et tegn på, at de troende skal være agtpågivende."

Det tør under de givne omstændigheder næppe betragtes som ’en tilfældighed’, at tre kirker (en norsk og to danske) er blevet anvendt til netop en ekstrem seksuel hændelse, som med Jesu ord berettiget kan omtales som en ’vederstyggelighed’. Frogner Kirke i Norge er (med menighedsrådets tilsyneladende godkendelse) blevet anvendt til optagelse af en musikvideo, hvor et homoseksuelt samleje udførtes foran kirkens alter. Videoen blev lagt ud på nettet, for dér at proklamere, at en norsk Grand-Prix-stjerne ’sprang ud ’som homoseksuel. Ved retten i Holbæk er en 30-årig kvinde og en 35-årig mand i marts 2015 hver blevet idømt 60 dages fængsel for at have haft seksuelt samleje på alteret (ved prædikestolen og ved døbefonden) i kirkerne Udby og Snoldelev på Sjælland.

Den norske Grand-Prix-stjerne forklarer over for norsk tv, at (citat): ’det er kirken, jeg er ude efter. I årevis har kirken set ned på de homoseksuelle; det er kirken, der er årsag til, at folk begår selvmord, bliver mobbet og udstødt." Han fortsætter: "Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud!" Biskoppen over Oslo Stift, Ole Christian Kvarme, erklærer: "Dette er et groft misbrug af kirkerummet."

Den norske Grand-Prix-stjerne er næppe klar over, at han med sin udtalelse: "Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud’ nærmer sig opfyldelsen af den nytestamentlige forudsigelse, der erklærer, at ’modstanderen ophøjer sig over alt, hvad hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud’ (2.Thess.2:3-4).

 

GÅDEFYLDT UDTRYK

Gennem slægterne har mange grundet på og spekuleret over (1.Pet.1:10-11), hvad der skal forstås ved det gådefulde udtryk: ’Ødelæggelsens vederstyggelighed’. Den engelske version, som siger: "Den vederstyggelighed, der forårsager ødelæggelse’ (’causes desolation’) er nok den nærmeste forklaring – og bogstavelig efter grundteksten (Recovery Version). Det vil sige, at når en ganske bestemt ’vederstyggelighed’ står placeret på hellig grund, så er dette et af de afsluttende tiders afgørende tegn på, at de hellige skal give agt. Hvad er det for en vederstyggelighed? Jesus anvender det ord, som Han kender fra Mosebøgerne: "Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed!" (3.Mose 18:22) Det vil sige, at når denne ’vederstyggelighed’, der i Gamle Testmente klart defineres som ’den homoseksuelle synd’, placeres ’på hellig grund’ – så skal (siger Jesus) ’den, der læser dette, mærke sig det’, - thi da er øjeblikket kommet, hvor en mørk trængselstid tager sin begyndelse.

Det er imidlertid klart, at når Jesus taler om en ekstrem skændselsgerning (en vederstyggelighed), der skal placeres ’på hellig grund’, så har Han en større dimension for øje, end nogle provokerende sex-happenings i et par landsbykirker i Skandinavien. Da taler Han om den gudløse, antikristelige ’modbydelighed’, som på et tidspunkt vil blive indført og udført i selve Templet i Jerusalem.

"Imidlertid har mørkets dæmoniske magter svært ved at holde på en hemmelighed." - "De er som ’drevet til’ at skulle afsløre deres egne misgerninger ’før tiden’ (og ikke som apostelen advarende siger): ’når tiden dertil er inde… 2.Thess.2:6). - "Deres skjulte hensigter løber løbsk, og de viser (hvor de kan komme til det), hvad de har i sinde." - ’De 300’ konkluderer: "Der bør derfor ikke noget sted herske nogen tvivl om, hvad der styrer den regering, der ved lovgivning har åbnet døren for disse skændselshandlinger – ej heller bør der herske uvidenhed med hensyn til de motiver, der bevæger de teologer, som siger god for en lære, der fremmer en sådan krænkelse af kirkerummet. Af samme grund er det på sin plads – ja, på høje tid – at tage et opgør med disse statsautoriserede gudløshedskræfter.

Opgørets time er inde!"


TILBAGE