RETSOPGØRET
239
 

KIRKENS INDRE KAMRE

Hvis en hvilken som helst kirkeminister en dag (hvilket jeg har svært ved at kunne forestille mig) skulle finde på at spørge mig personligt, hvad jeg forstår ved ’kirkens indre kamre’, og hvorfor han eller hun ikke – som kirkens minister – må komme derind, vil jeg svare ved at henvise til den samme person, som tidligere kirkeminister Manu Sareens departementschef gjorde. Denne pegede (hvor spørgsmålet om kirkens ’indre anliggender’ kom på bane) på den kirkeminister, Tove Fergo, der for mere end en snes år siden, sad i den stol, som nu efter hende har været overdraget adskillige kirkeministre.

Tove Fergo gik (ifølge datidens dramatiske avisoverskrifter) ind i ’kirkens indre kamre’ – men det er for mig et spørgsmål, om ikke denne nu afdøde kirkeminister af Kirkens Herre havde fået en helt personlig ’adgangsbillet’ til at gøre dette? Lad mig forklare:

Det er næppe almindeligt kendt (men ikke desto mindre en forunderlig kendsgerning), at én af de grunde til, at Tove Fergo ikke anbefalede en ny salmebog, var, at hun personligt fandt, at mange af de smukke, åndelige salmer, som også hun holdt af, var strøget af listen i den nye udgave af kirkens salmer. En af disse dybe, åndsbårne salmer, hun som kirkeminister nævnte, var Vilh. Birkedals salme fra 1858: "Jeg så Ham som barn med det solrige øje."

"Det vil sige," vil jeg forklare en hvilken som helst kirkeminister, der endnu ikke har fået tilstedt denne Gudgivne adgang til ’kirkens indre kamre’, at enhver salig sjæl, der ved Guds gode Helligånd fatter indholdet af Birkedals salmelinje:

Han kyssed min kind,
og vi leged’ med stjerne,
mens korset stod skjult
mellem løv i det fjerne

…ethvert sådant menneske har ifølge Den Hellige Skrift adgang til det Allerhelligste i Guds Hus, thi den, der forstår ’Korsets gåde’, formenes ikke i al evighed Åndens adgang til ’kirkens indre kamre’ (Rom5:2).

Yderligere vil jeg forklare en hvilken som helst kirkeminister, der vil ’mase sig ind’ i helligdommen, at lykkelig er det menneske, der genkender åbenbarelsen i Vilhelm Birkedals salmelinje:

"Han vinked’ min sjæl,
og jeg glemte det lave,
Hans ild kasted glans
på forkrænkelsens grave"

… ethvert sådant menneske behøver ikke at ’slide og stride’ for politisk at erhverve sig magt til at bryde døren op til Guds kirke. Den ’virkelige adgang’ gives gratis og af Guds nåde til den længselsfulde sjæl, der (som salmelinjen udtrykker) øjner opstandelsens ’glans over forkrænkelsens grave’ og som derfor ikke længere kæmper og strider ’for det lave’.

Den kirkeminister, som ikke længere har den verdslige og ganske uåndelige opfattelse, at han med skatteydernes penge kan købe sig adgang til ’kirkens indre anliggender’, men som aner det dybere og allerinderste indhold i kirkeminister Tove Fergos yndlingssalme, forstår, at selve vidnesbyrdet om mødet med Jesus kan udtrykkes sådan:

"Først da har jeg sagt Ham,
hvad før jeg ej vidste,
at Han er den første
og bliver den sidste"

"En hvilken som helst kirkeminister," vil jeg slutte, "der midt i sine politiske ambitioner har øjeblikke, hvor han eller hun aner noget af mørkets og fortabelsens gru, og som derfor på en ny måde lytter til Vilhelm Birkedals hellige poesi, vil som Tove Fergo komme til at elske salmelinjen:

"Hos Ham vil jeg mig
og min usselhed skjule;
kun da friet ud af
fortabelsens hule."

Når hjertet står stille
og øjet vil briste,
da hilser jeg Ham
med et smil - med det sidste.

… og en sådan kirkeminister vil sammen med de af kirkens ledende mænd, der ejer det samme syn, have fri adgang til ’kirkens virkelige, indre anliggender’ – thi denne adgang gives ikke til noget folkevalgt statsembede men udelukkende til mennesker, som af hjertet og med omvendelsens tårer kan synge med på og vil stride for Tove Fergos foretrukne salme:

"Først da, fik jeg kende
Hans salige nåde
Først da løstes korsets,
forargelsens gåde"

 

POLITIKERENS SPOT OG RINGEAGT

Den tidligere kirkeminister, Manu Sareens, reaktion på ’embedsmændenes advarsel står for altid nedfældet i hans nu offentliggjorte biografi. Han skriver (citat): "Det, der skete for (den tidligere kirkeminister) Tove Fergo, da hun blandede sig i deres salmebog for snart 20 år siden – ville (nu) også ske for mig" (side 162). Denne tilsyneladende uskyldige sætning: "Hun blandede sig i deres salmebog" smager atter af politikerens nedladende foragt over for de indre ’kirkens kamre’. Denne hånlige formulering gentager sig overalt i bogen: "De homoseksuelle kunne ikke blive gift i deres kirke" (side 160). "En indisk minister ville nu diktere noget i deres (understreget i bogens tekst) kirke (side 164) samt ministerens beske afskedshilsen til en af kirkens ledere: "Jeg skal nok passe godt på din kirke. Farvel!" (side 168) Kirkeministerens formulering (’deres kirke’) driver af politikerens spot og ligestillingsministerens ringeagt over for kirkens indre, hellige rum. Han lægger med denne vending (’deres kirke’) en typisk venstre-parlamentarikers gudsfjendske afstandstagen til den nationalkirke, som han ifølge grundloven og som statsembedsmand loyalt i sit kirkeministerembede burde have understøttet. En sådan uforskammet minister-indblanding bør den verdslige ret tage til efterretning.

"Come on, det er sgu da bare en salmebog," udbrød kirkeministeren, da hans embedsmænd henviste til hans afdøde kollega, Tove Fergos ’salmebogssag’. Da ministeren i samme øjeblik bemærkede embedsmændenes bekymring, indrømmer han, at (citat): ’… pludselig følte jeg mig som en lille dreng, der fuldstændig forkert klædt på sidder ved de voksnes bord’.

Med andre ord: Ministerens egen indrømmelse af denne ’manglende forståelse’, når det drejede sig om den overordnede (åndelige) betydning af en salmebog eller et ritual går i samme retning (citat): "Ærligt: Jeg fattede det ikke. Hvorfor dog bare ikke få lavet det ritual og komme videre i teksten?" (side 162) Spørgsmålet er nu, hvorledes embedsmændene – dem, der ’sidder ved de voksnes bord’ og gennemskuer den ’lidt barnlige’ (’som en lille dreng’) ministers totalt ’blanke forhold’ til en hvilken som helst dybere indsigt i kirkens tro og lære… spørgsmålet er nu, om disse topfolk (ved at indse dette) var klar til at ’sige fra’ over for deres ministers mangel på ’faglig forståelse’.

 

CIVIL ULYDIGHED

Det bliver altså helt og holdent op til dommernes kommende afgørelser, om ministeriets topfolk bør efterfølge deres i loven påbudte pligt til ’at stå af’. Alle ved, at netop denne barske embedsmandsforpligtelse (’at kunne sige fra’) er selve grundlaget for en tidligere undersøgelsesrets bidende kritik af deres embedskollegaer i den såkaldte 1989-’Tamilsag’. "En embedsmand har både ret og pligt til at adlyde en ordre," hedder det i undersøgelsesrettens daværende konklusion, … med mindre ordren er klart ulovlig, i hvilken situation såvel retten som pligten til at adlyde ordren ophører."

Dommerne har her udover et dobbelt vidnesbyrd at tage hensyn til. De har nemlig både deres egne lovbøger samt Bibelen og Den Augsburgske Bekendelse (CA) liggende som retskilder på bordet foran dem. De har dermed forpligtelse til at gøre sig bekendt med bl.a. Den Augsburgske Bekendelses tydelige befaling. (Citat): "De kristne bør nødvendigvis adlyde deres øvrigheder og love, medmindre de befaler dem at synde! Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker" (CA 16:9 og Ap.G.5:29). Kirkeministeren og ministeriets embedsfolk bør altså til enhver tid tage højde for, at hvis der fra statens side gives tjenestebefalinger, der forekommer ’klart ulovlige’ – (således bør også kirkefolket ifølge Skriften og kirkens bekendelse tage højde for, at hvis staten opfordrer til at udføre en handling, der må betragtes som synd), må de på forhånd være indstillet på at kunne blive direkte involveret i ’civil ulydighed’.

Med hensyn til de biskopper, der blindt følger statens forordninger (og medvirker til indførelsen af ’fremmede ritualer’ i kirken) taler kirkens bekendelse det samme sprog: "Menighederne bør nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem (biskopperne) lydighed… men når de lærer eller bestemmer noget mod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder at adlyde" (CA 28:22-23). Det drejer sig altså for de troende borgere om et direkte lydighedsspørgsmål. Enten adlyder de kejseren og hans medløbere, eller de adlyder Guds befaling, der her indebærer et direkte forbud mod at efterfølge en given biskoppelig ordre om at godtage et åndeligt formørket kirkeligt ritual!

 

’SODOMA-DOMMERE’

Når der i det hele taget eksisterer et begreb, der i kirkeministeriet og i den kristne menighed omtales som ’kirkens indre anliggender’, så synes der at være hellige områder, hvor statens minister ikke kan ’trampe ind’. Salmebøger og ritualer hører til dette felt. Politikerne har i generationer ikke gidet beskæftige sig med sådanne ’indre forhold’. Med et skuldertræk har de ’udefra’ betragtet disse støvede, kirkelige ’indre kamre’ som harmløse. "Hvad skade kan en salmelinje eller et gammelt, slidt kirkeritual udrette? Lad de hellige beholde deres bønnebøger for sig selv…"

Begrebet ’indre anliggender’ (mener juristerne) kan spores tilbage til et ældet, ’forlist’ lovforslag i begyndelsen af det forrige århundrede, hvor disse nu halvglemte linjer i 1907 dukkede op i et lovudkast: "Ingen ny anordning i rent indre kirkelige anliggender må udstedes af den udøvende magt" (Louis Petersen, s.18 refereret i Preben Espersens ’kirkeret’ 2. del, s.61). Men selvom dette århundredgamle glemte og gemte lovforslag er forsvundet fra lovbøgerne, så ejer det stadig en lyslevende sandhed: Hold fingrene væk fra kirkens indre anliggender!

I profeten Esajas Bog i Gamle Testamente omtales ’de indre anliggender’ med følgende bemærkelsesværdige formaning: "Lån øre til Herrens ord, I Sodoma-dommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du Gomorrafolk: Hvem kræver af jer, at Min indre forgård trampes ned?" (1:10-12).

I Ny Testamente omtales et endetids-overgreb på helligdommens ’indre anliggender’ med ordene: "Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i (det inderste og ’allerhelligste’ af) Guds tempel" (2. Thess.2:3-4). En departementschef i kirkeministeriet, som ud fra et fagligt synspunkt kunne forventes at have indsigt i både den administrative og den teologiske forståelse af det mystiske begreb: ’kirkens indre anliggender’ må da i yderste nødstilfælde have ret til – ja, eventuelt pligt til at gå til selve statsministeren med sin faglige bekymring. (Denne ret og eventuelle pligt er faktisk en forudsætning for, at statsministeren kan udøve sin egen påbudte tilsynspligt). Det synes derfor at være krystalklart ud fra den tidligere kirkeminister, Manu Sareens, ’selv-udleverende’ biografi, at hans nedgørende udtalelser om ’kirkens indre anliggender’ (salmebog og ritual) og hans forhånende omtale af kirkens biskopper (at de ’fik deres løn af skatteyderne’ og "bare skulle se at komme i arbejdstøjet og få lavet et ritual, så at bøsser og lesbiske kunne blive gift og blive ordentligt tiltalt som ægtefolk" (side 161)… at der netop her forelå et særligt kvalificeret tilfælde for, at departementschefens ret og pligt indtræder!

 

DET GRUNDLOVSMÆSSIGE MINEFELT

Manu Sareens biografi omtaler, at kirkeminister Tove Fergo for en snes år siden satte stolen for døren med hensyn til udgivelsen af en ny salmebog. Det var noget af en begivenhed, for der havde været arbejdet på den salmebog i ti år, hvilket i sig selv siger, at dette ’indre anliggende’ ikke er en sag, der gennemføres fra den ene dag til den anden. Altså ikke ’i huj og hast’, sådan som Manu Sareen-biografien karakteriserer biskoppernes opfattelse af udfærdigelsen af hans nye vielsesritual (s.164). En så afgørende sag kan imidlertid aldrig koges ned til nogle få arbejdstimer af biskopper, der (som den tidligere minister spottende skriver): ’som statsansatte’ er betalt af skatteyderne til at udlevere den bestilte ’vare’ (ritualet)… og det ’på rekordtid’. Manu Sareen fortæller videre (citat): Biskopperne ville helst vente nogle år; de ville lave flere undersøgelser. De ville (i stedet for ordet ægtefæller) bruge det bandlyste ord ’livsfæller’ – de frygtede en splittelse af folkekirken!"

Den tidligere minister slutter: "Mit svar var dette: Vi har allerede undersøgt i øst og vest; tiden er nu inde til at rykke!" (s.164) Og derved blev det! Tilbage står så det helt afgørende emne: Havde statens minister mandat til at hundse med kirkens øverste ledelse på den måde? Hvad siger Grundloven..?

 

BEKENDELSENS REELE INDHOLD

Luthers trosbekendelse af 1529, som har væsentlig betydning og vægt i forbindelse med de troende borgeres kamp mod staten, (idet den synes at være det sidste argument mod de teologer, der – som Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, – vil forsvare en ’tidsåndens fortolkning’ af kirkens bekendelsesskrifter). "Disse mænd vil efter min død benytte sig af mit navn og med vranglære bruge mine skrifter til at styrke deres vildfarelse," skriver Luther og tilføjer: "Derfor vil jeg med dette skrift (Luthers egen trosbekendelse) stykke for stykke bekende min tro, i hvilken (dertil hjælpe mig Gud) jeg har i sinde at forblive, indtil jeg skilles fra denne verden og kommer til at stå for vor Herre Jesu Kristi domstol."

Martin Luther slutter: "Derfor skal ingen anse min holdning for spøg eller løs snak. Det er mit alvor, for af Guds nåde kender jeg ikke så lidt til Satan; han kan fordreje og forvirre Guds ord og Skrift! Hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med både mine og andres ord?"

Derefter tager Martin Luther fat på at fortolke bekendelsesskrifterne, sådan som de bl.a. har ligget fremlagt i 2017 på dommerskranken i Højesteret i København. Og det er da for fremtidens dommere bedre at lytte til hans udlægning end til tidsåndens teologer. Ja, Danmarks Grundlov henviser på det bestemteste til ’den evangelisk-lutherske lære’ og ikke til fremtidige biskoppers fortolkning af kirkens bekendelse.

"For det første," skriver Luther, "tror jeg af ganske hjerte på den høje trosartikel om den guddommelige majestæt."

Luther har utvivlsomt her i tanke den berømte artikel i den nikænske synodes dekret om et majestætisk ’guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud’ (også omtalt i CA. 1:1). Det er vigtigt for dommerne i den kommende retssag at få netop denne bestemmelse på plads! Ordene ’En majestæt’, der både kaldes og er Gud’ kan ikke af nogen nutidsfortolkere forklares på anden måde, end at den guddommelige Majestæt ikke bare som sådan omtales (eller ’fortolkes’). Han er, hvad Han er!

En sær og stille vind af frygt burde ved denne Luther-bekendelse stryge gennem kirken og retssalen. Blot i et øjeblik vil både dommere og advokater, tilhørere og vidner, bisper, provster og præster kunne blive grebet af den magtfulde forståelse, at her har man ikke bare med nogle juridiske og teologiske argumenter at gøre. Guds majestæt er ikke blot en religiøs bekendelse. Han ikke kun ’kaldes’ sådan. Han er det – og Hans majestæt er og forbliver allesteds nærværende…

At ’Guds majestæt’ er på dagsordenen betyder, at netop denne forståelse fra oldkirkens dage må få alt ’det lave’ til at bøje sig! Det bliver da afsluttende et spørgsmål om den verdslige ret i forbindelse med indførelsen af kirkelige homovielser kan godtage apostlenes nytestamentlige definition: ’mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse’, (Rom.1:27) ’og at denne bør inddrages fremtidens dommeres overvejelser. At Ny Testamente så åbent omtaler det homoseksuelle samliv (’mænd levede med mænd’) som ’en skamløs foreteelse’, og at en ceremoni, der befordrer et sådant livsmønster langt fra bør hilses med glæde og tilfredshed men med en bedrøvet forståelse af, at de, der står bag en sådan handling, ’fortjener straf’ – bør herefter finde plads i kommende tiders retsafgørelser.

Det stunder nu langsomt men sikkert mod et folketingsvalg, og de politikere, der har i sinde at ville mase sig ind i den kristne menigheds indre anliggender, bør eftertænke, at de dermed træder ind på et område, som er grundlovsbeskyttet mod statens overgreb.


TILBAGE