RETSOPGØRET
236
 

MINISTERENS HORROR-STORY

Historien gentager sig! Hvad der skete for et par år siden (i det skjulte) bag de høje slotsmure på Christiansborg, finder stadig sted! Derfor er det på sin plads at iagttage i bakspejlet, hvad der dengang (2011-11-12) blev gennemført bag ryggen af folk og medier. "De, som ikke er opmærksomme på, at ’historien gentager sig’ (siger det gamle ordsprog), ’er selv skyldige i at blive ofre for de sørgelige konsekvenser, som de historiske fejltagelser bringer med sig’. Lad mig (fra min gamle retsprotokol) forklare:

Hvad der egentligt skete bag kulisserne ved den hastige 2011-12-gennemførelse af den kontroversielle lov om kirkelige vielser af par af samme køn lyder i dag ved indgangen til 2019 som en ’horror-story’. En gyser, der langsomt lader læseren forstå, at der er noget ’uldent’ på færde. Der er ’nogen’ eller ’nogle’ i handlingsforløbets persongalleri, der ikke har rent mel i posen – ja, det hele kunne godt ligne ’et politisk opsat skuespil’, der i mangt og meget fører tanken hen på William Shakespeares middelalder-’thriller’: "Hamlet, the Prince of Denmark." Især med hensyn til Shakespeares nu verdensberømte, 400-år gamle forudsigelse, der i nattens mulm og mørke (midt i Hamlet-dramaet) bliver udtalt ved ’den sorte port’ på kongeslottet, Kronborg, i Helsingør: "Something rotten in the state of Denmark!" (1. akt. 5.scene, vers 65).

Det moderne 2012-drama (som her skal fortælles) udspilles imidlertid på regeringspalæet, Christiansborg, og konflikten kan her kort opsummeres i en enkelt sætning i det 10. kapitel i den i 2015 udgivne selvbiografi af tidligere kirkeminister, Manu Sareen (citat): "Der var modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast!" (s.164).

Som de juridiske detektiver nu forbereder sig på at stille skarpt på denne del af dette årtis politiske ’krimi’, så vil de blive tvunget til at se nærmere på, hvorvidt procedurens spilleregler er blevet efterfulgt i dette historiske, ligestillings-politisk-betonede lovforslag.

Har den verdslige dynamik, der i 2011-12 som en mare jog homovielses-problematikken gennem hele det parlamentariske og kirkelige system i Danmark i virkeligheden hensynsløst og lovløst brudt samtlige givne forvaltningsretlige regler (der betingelsesløst

kræver underskrifter, godkendelser og bemyndigelser) – og er de kirkelige myndigheder hele vejen igennem hverken blevet fyldestgørende informeret eller korrekt behandlet? Disse spørgsmål kan bedst besvares ved at læse denne ’dyb godnat’-historie – sådan som

jeg her skildrer den.

Den betydelige interesse, der i de seneste år har hersket omkring danske ministres ansvar og personlige adfærd, gør det til en oplagt sag at kaste et nærmere blik på den måde, som tidligere kirkeminister Manu Sareen har virket, da han i sommeren 2014 iværksatte den endelige gennemførelse af loven om kirkelige vielser af par af samme køn. I visse tilfælde har den kritik, som danske ministre generelt har været ude for, været af en sådan styrke og med et så håndfast vidnesbyrd, at de pågældende ministre har måttet forlade deres embede! I dette tilfælde kunne resultatet af en sådan kritik være blevet, at den gennemførte lov faldt til jorden, hvilket da (til manges forfærdelse) ville have medført, at kirkelige homovielser ikke længere er lovlige – ja, at de allerede udførte homovielser stod i fare for at blive erklæret illegale og derfor måtte opløses! Når – som forløbet i et

enkelt (med henblik på ’de mange’ ministerovertrædelser) tilfælde (Tamilsagen) endog kulminerede med et såkaldt politisk systemskifte, gennemførelsen af en rigsretssag og domfældelse af den mest centralt involverede minister må ingen i dag undre sig over, at det retsopgør, som af 300 borgere i december 2014 indledte mod staten (i forbindelse med dens tidligere kirkeminister, Manu Sareens, embedsadfærd) blev manet i jorden.

Da den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i efteråret 2015 udgav sin selvbiografi, vakte især ét kapitel i bogen opmærksomhed. Det var det afsnit, der handlede om hans tid som kirkeminister fra 2011 til 2014. Med egne ord erklærer han (i de første linjer af dette 10. kapitel): "Den største sejr for mig som kirkeminister var, at homoseksuelle fik ret til at blive viet i folkekirken…" Det er derfor udelukkende dette 10. kapitel (der i bogen bærer overskriften ’Homovielser og kirkehykleri’) som i dag er emnet og baggrunden for, hvad jeg her skriver. Netop dette kapitel får mig (og 300 borgere sammen med mig) til at anse den tidligere minister som en dømt mand! Han afslører her sine dybeste, dunkle motiver og bevidste manipulationer – ja, et i den grad afskrækkende, politisk betonet handlingsmønster, at det er en gåde, at ingen før har stillet ham til regnskab for hans overtrædelser.

Efter offentliggørelsen af kirkeministerens 10. kapitel kan ingen jurist længere betragte det som ’god latin’ at anse det retslige ministeransvar som noget ’der hører en for længst svunden fortid til’. Når en juridisk forfatter i 1988 turde skrive, at efterjagningen

af ministre, der groft har overtrådt loven, ’hører til det statsretlige raritetskabinet’ (Lars Busck: ’Folketingets kontrol med forfatningen’, Kbh. 1988, s. 106) – så er denne erklæring blegnet ved læsningen af ’Manus 10. kapitel’. Om det, som i dette 10. afsnit af ministerens

bog berettes, kan følgende spørgsmål med rette stilles: Hvad er det for en politiker, som regeringen her betroede den særlige forret at sætte sit navn under på det samme dokument, som Danmarks dronning tillidsfuldt og med sin egen kongelige signatur i 2012 ophøjede til lov?

 

EN LØFTET PEGEFINGER

I den omtalte selvbiografi fortæller den tidligere kirkeminister, hvorledes han i årene 2002-11 (som medlem af borgerpræsentationen i København for Radikale Venstre) i 30 tilfælde har misbrugt denne stilling til at ændre ordlyden af det officielle vielsesritual for par af samme køn. "Jeg brugte ordet ægteskab i stedet for partnerskab," skriver han. "En unik chance til at vise solidaritet med homoseksuelle. Jeg kunne vie dem borgerligt og blev en ’yndlingsgifter’ i det homoseksuelle miljø. Jeg slap med en løftet pegefinger" (s.158).

Hertil vil nogen (ikke så få) mene, at det er helt okay, at der ikke blev gjort mere ud af den sag; de vil tage sig til hovedet, hvis en eller anden ’religiøst forvirret sjæl’ i dag skulle komme på den tanke, at en sådan for længst glemt forseelse kunne have nogen betydning. Ikke desto mindre melder jeg mig i denne ’glemte bog’ fortsat på banen; denne tilsandede begivenhed bør aldrig gå i glemmebogen! Den bør tværtimod i det pågældende

tilfælde (hvor den senere kirkeminister på lignende måde har anset sit embede som (citat): ’en unik chance til at stille sig solidarisk med de homoseksuelle’, påkalde sig juridisk interesse; hvad Manu Sareen illegalt i årene 2002-2011 foretog sig som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har han i en øget politisk dimension og med et større politisk perspektiv gennemført i årene 2011-2014 som landets kirkeminister. Som han ulovligt ændrede vielsesritualets ordlyd i den borgerlige vielse af par af samme køn, har han (som 300 danske borgere fortsat påstår) i strid med grundloven ændret det

kirkelige rituals ordlyd, så at det kunne tilpasses det homoseksuelle bryllup foran kirkens alter.

Formålet med atter at kaste lys på denne sag er at råde bod på den intetsigende ’løftede pegefinger’, der for en halv snes år siden advarede den unge politiker mod at fortsætte med denne ulovlige aktivitet. Den overordentlig stærke aktualisering af ministeransvaret

fremmaner i denne tid en påtrængende nødvendighed af den retlige synsvinkel på denne adfærd. Den tidligere kirkeministers ulovlige fortid har (ved den ringe modstand han mødte) ført til, at et så fundamentalt samfundsgrundlag som lovens forståelse af ’ægteskab og familie’ (gennem hans lovløse virke) er blevet ændret! Af netop denne grund er det på høje tid atter at kaste et ransagende projektørlys på den ekstreme fremgangsmåde, som den tidligere kirkeminister anvendte for at opnå sit politiske ’ligestillingsmål’. Det 10. kapitel i hans biografi afslører hans kirkefjendtlige normgrundlag og lader ane rækkevidden af hans politiske partis intentioner. Det omtalte afsnit i denne ministers ’karrierehistorie’ rejser faresignaler med henblik på, hvorledes ministeransvaret forvaltes i fremtiden – ja, det 10. kapitel indeholder efter min mening kvalitetsstof nok til at kunne fremlægge det nødvendige beslutningsgrundlag til at kunne afsløre, hvorledes

et ministeransvar i praksis ikke skal gøre sig gældende. Eller sagt med andre ord: Det 10. kapitel i Manu Sareens biografi er blevet af hans egen dom over hans egne overtrædelser…

 

DEN GUDDOMMELIGE SAMMENFØJNING

Min latinlærer faldt i søvn ved katederet i klasseværelset på Aurehøj Statsgymnasium hver mandag morgen. Eleverne hyggede sig, og den træge oversættelse af Cæsars gallerkrige ophørte i de minutter, hvor den i øvrigt meget afholdte lærer var ’fraværende’. Men jeg lærte trods alt i de år så meget latin, at jeg i dag er i stand til at fatte indholdet af Luthers latinske sætning, som i hans lille katekismus forklarer ’det sjette bud’: "Du må ikke bryde ægteskabet’.

Den latinske kommentar lyder sådan: "…suam conjugem amet et honoret’. Det er i den forbindelse særlig ordet conjugem’, som har betydning. Det bygger grammatisk på udtrykket ’at sammenføje’, hvilket altså er Luthers grundlæggende forankring, når han på

tysk afleverer følgende gengivelse: "… und ein iglicher sien Gemahl lieben und ehren". Der er fire grunde til i denne sag nøje at undersøge og fastholde, hvad Luther mener med ordet ’gemal’. For det første, fordi Luthers lille katekismus er ét af folkekirkens officielle bekendelsesskrifter, for det andet, fordi Luthers navn står nævnt i Grundlovens 4. paragraf og for det tredje, fordi Luther skrev denne katekismus med henblik på ’ulærde sognepræster og prædikanter’ (’die gemeine Pfarrherrren und Prediger)… hvilket vil sige, at selv en kirkeminister uden besvær kan forstå dens indhold) og for det fjerde, fordi Luthers lille katekismus er én af de fire ’retskilder’, som sammen med Bibelen ved det daværende retsopgør blev fremlagt på dommerens bord.

På anmodning om aktindsigt blev jeg af kirkeministeriet d. 8. jan. 2016 tilsendt et referat af det afgørende bispesamrådsmøde, der fandt sted d. 8. dec. 2011. Det hedder heri, at ministeren bød velkommen, idet han (citat): ’konstaterede, at baggrunden for dette møde var, at regeringen havde besluttet, at homoseksuelle herefter skulle kunne indgå ægteskab’. Hvis denne ordknappe fremstilling (som den står nedskrevet i dok. 12164/11 i Kirkeministeriets journalsystem) er korrekt, må man spørge sig selv om, hvorfor dette

møde fandt sted i Kirkeministeriet, og hvorfor 7 af kirkens biskopper var til stede. Sandheden er nemlig, at regeringen ikke havde besluttet, at (citat): ’homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab’ – men staten havde besluttet, at det skulle kunne ske i kirken! "Formålet med dette møde er," forklarede ministeren, "at få afstemt

forventningen til det videre arbejde."

Denne sidste sætning er simpelthen kryptisk, hvilket har sine grunde. Med disse ord lyver ministeren mødets deltagere lige op i deres åbne ansigt. (Han har nemlig ved dette selvsamme møde en skjult agenda, en hemmelig 3-punkts-plan, et skummelt baghold,

en fælde og en faldgrube, som kirkens biskopper skal fanges i. Herom vil jeg detaljeret berette.

Ministeren afslutter sin velkomsttale med (citat): ’at understrege, at regeringens beslutninger handler om det civilretlige: hvad der skal stå i lovgivningen’. Ministerens sidste sætning lyder helt nøjagtig og absolut direkte afskrevet efter protokollen: "Regeringens beslutninger handler ikke om indholdet og ritualer…"

Hvis dette virkelig var tilfældet, så kunne biskopperne på stedet have rejst sig og være gået hjem. Men det var ikke tilfældet. Regeringens minister var nemlig ubøjeligt indstillet på at ville blande sig i indholdet af ritualet. Han ville under ingen omstændigheder godtage noget andet ord i det nye vielsesritual end Luthers gamle betegnelse ’ægtefæller’. Det lå ham i blodet, hvilket bedst kan forklares ved følgende:

Når den tidligere kirkeminister i sin biografi forsvarer, hvordan han illegalt (som medlem af borgerrepræsentationen i København og dermed som ’vielsesmyndighed’) ændrede det borgerlige vielsesritual for homoseksuelle ved at sløjfe ordet ’partnerskab’ og indføre ordet ’ægteskab’, forbander han det første (partnerskab) for at ophøje det andet (ægteskab). "Fuck partnerskab," skriver han (forbandelsen) og tilføjer (citat): ’det handler om kærlighed, uanset hvem man er, så ikke noget med partnerskab, men kun kærlighed og ægteskab’ (s.158).

(Hvorvidt den tidligere kirkeminister mener det alvorligt, når han så ofte taler om ’kærligheden’, står hen i det uvisse. Især efter at han i sin levnedsbeskrivelse forklarer, at der i dialogen med kirkens folk var visse argumenter (citat): ’de ikke bed på’; - "Faktisk havde jeg mest held med det meget enkle argument, at homovielser handler om kærlighed," tilføjer han (s.167). Det vil med andre ord sige, at når der blev sagt ’kærlighed’, så ’bed modstanderne på krogen’…).

 

TURBO-GENNEMFØRELSE AF RITUAL

Imidlertid har Luthers ord ’gemal’ – med betydningen ’ham’ (eller ’hende’) som vedkommende er sammenføjet med’ (conjugem) – sin rod i Jesu ord, der i Ny Testamente gengives således: "Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Matt.19:6). Ægteskabets ’sammenføjning’ (’conjugem’) er altså ikke noget menneskeværk! Det er Guds værk (’hvad Gud har sammenføjet’) – og det er ikke kun ’en borgerlig ordning’, thi Jesus bevidner her den guddommelige forordning med samme ord (citat): ’Hvad Gud altså har sammenføjet…" og til dem, som fortsat fejlagtigt hævder, at en sådan ’sammenføjning’ (conjugem) kan finde sted mellem to mænd eller to kvinder, lyder (i tekstsammenhængen) Jesu ord: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen har skabt dem som mand og kvinde og sagde: "Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til sin hustru" (Matt.19:4).

Når den tidligere kirkeminister om sine kirkelige modstandere, der (citat): ’diskuterer ud fra Bibelen’ (s.167) forklarer, at (citat): ’bare tanken om, at andre præster kunne handle efter deres samvittighed og lukke homoseksuelle ind i fællesskabet, var dem så vederstyggelig, at der nærmest stod røg ud af ørene på dem’, kan jeg kun sige, at der er ingen røg i lokalet, når jeg med mine trosfæller aflægger følgende erklæring: "Når Jesus om den guddommelige ægteskabssammenføjning i det 19. kapitel af Matthæusevangeliet siger: "Har I ikke læst," så henviser Han ubestrideligt til Bibelen. Når Han dermed henviser til ’Skaberen’, erklærer Han, at Han som Guds søn (i modsætning til den såkaldt videnskabelige verdensanskuelse) bevidner, at der findes ’en Skaber’, og når Han om Bibelens Skabelsesberetning (’I begyndelsen’) betoner, at ’Skaberen’ skabte dem som mand og kvinde’, henviser Han til Bibelens første blade (1. Mose 2:24), hvor der står skrevet: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor" (benævnelser som militante homoseksuelle vil have fjernet fra ordbogen) og når Kristus slutter med at erklære, at ’en

mand skal binde sig til sin hustru’ – så er det én gang for alle gjort klart, at det ikke er en mand, der skal binde sig til en anden mand, eller en kvinde, der skal binde sig til en anden kvinde (hustru).

Når den tidligere kirkeminister i sin biografi erklærer, at han i sagen om kirkelige homovielser (citat): ’diskuterer ud fra følelser og lovgivning’ (mens hans kirkelige modstandere udelukkende holder sig til Bibelen…s.167), så bør det her bemærkes, at den foreliggende sag om bl.a. ministeransvaret og den omstridte turbo-gennemførelse af den kontroversielle lov om indførelse af et splinternyt vielsesritual for homobryllupper foran kirkens alter er af helt central betydning for det danske forfatningssystems forståelse af den 4. paragraf i grundloven. Denne paragraf viser hen til kirkens bekendelsesskrifter,

og disse er bygget på Bibelen. Derfor kan – midt i den megen tale om ’følelser og lovgivning’-Bibelens tale ikke forstumme…

Det vil (tror jeg) i længden bevise sig, at borgernes påstand om grundlovsbrud er reel nok, og at den afsluttende afstandstagen fra at måtte indrømme, at der i samfundet hersker en svindende og anløben moral hos ministre og embedsmænd – ja, som udtryk for, at mere klassiske embedsmandsdyder som sagkundskab (ikke kun løsrevne ligestillingsslogans) bør fremhæves.

 

MAIL TIL KIRKEMINISTERIET:

"Ved en e-mail af 5. januar 2016 anmoder jeg Kirkeministeriet om aktindsigt i ministeriets journaler vedr. et møde, som ifølge tidligere kirkeminister Manu Sareens i efteråret 2015 på Politikens Forlag udkomne selvbiografi, ’Manu’, har fundet sted i Kirkeministeriet,

Holmens Kanal, København.

Mødet er detaljeret beskrevet i bogens 10. kapitel. Det har ifølge den daværende ministers erindringer fundet sted på hans kontor 3 uger efter hans tiltrædelse i 2011 (den nøjagtige dato er i bogen ikke angivet) men mødets indhold er i hans bogs 10. kapitel på tre sider

(161-163) nøje angivet.

Idet det med disse oplysninger næppe skulle være vanskeligt for ministeriet at identificere dette dokument, anmodede jeg om, at tidsfristen for den sædvanlige procedure for aktindsigt i dette tilfælde blev overholdt. Til ministeriets oplysning tillod jeg mig at meddele, at min advokat, Nikolaj Nikolajsen, Lou-advokater, Randers, som forberedte åbningen af et længere retsopgør d. 31. marts 2016 mod bl.a. Kirkeministeriet, var rede til at støtte mig i denne anmodning om aktindsigt."

På denne mail modtog jeg d. 8. januar 2016 kirkeministeriets svar. "Et referat af det omtalte møde eksisterer ikke!" hed det… Hvad denne forbløffende oplysning betyder, vil jeg fremover omtale nærmere…
 

TILBAGE