RETSOPGØRET
235
 

LOVFORSLAG MOD BORGERNES SINDELAG OG HOLDNINGER

Påvirkningsloven er regeringens nye forslag om, at det fremover skal være strafbart og med fængsel op til 12 år for bevidst at ytre noget – sandt eller falskt – som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed er dermed med ét slag kriminaliseret, hvis en borger ikke længere mener det samme som staten og tillader sig at give udtryk for denne mening. Denne lov er – så vidt jeg og andre danske borgere kan se – i direkte mod Danmarks Grundlov. Den sikrer statens interesser mod borgerens, og beskytter ikke – som det er grundlovens hensigt – borgeren mod staten!

Med denne lov indføres et statsmonopol på al sandhed – også de troende borgeres opfattelse af sandhed, hvis denne ikke harmonerer med statens interesser. Det besynderlige navn ’Påvirkningsloven’ skal ifølge lovens bemærkninger forstås som (citat): ’virksomhed, der udøves med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse’. Denne 8. bestemmelse fortsætter: I begrebet påvirkningsvirksomhed ligger, at virksomheden har til formål at få nogen til at mene noget bestemt eller foretage en bestemt handling.

I et høringssvar til justitsministeriet af 13. sept. 2018 (sagsnummer 2017-10-01/4) skriver Retspolitisk Forening: ’Lovforslaget indeholder sætningen: ’… herunder ved udøvelse af påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Dermed inddrages en helt ubestemt kreds af meningsdannere, der ytrer sig i de elektroniske medier og den trykte presse. Eksempelvis vil en hvilken som helst avisartikel have til hensigt at påvirke en beslutningstager eller den almindelige meningsdannelse.

Hertil vil jeg spørge: Hvad med præstens prædiken? Den kan blive anset for farlig, hvis den modstrider statens interesser. Eller hvad med en hvilken som helst kirkes hjemmeside, som med forkyndelse og video – indslag af det skrevne ord søger at påvirke ’den almindelige meningsdannelse?

Retspolitisk Forening fortsætter i sit høringssvar at understrege følgende: ’Med de mange udflydende og svært afgrænselige begreber om ’den almene meningsdannelse’ og ’den offentlige debat’ åbnes der for straffesager med risiko for frihedsstraf mod personer, der deler kritiske opslag på Facebook?

og jeg tillader mig her at tilføje: ’… eller prædikanter, som ud fra Bibelens profetiske Skrifter advarer mod visse politiske tiltag, som kan have en farlig indflydelse i Mellemøsten’.

Den Retspolitiske Forenings konklusion er i sit høringssvar følgende: ’Lovforslaget bør ikke fremsættes. Den slags statsregulering af sindelag og holdninger, som reglerne indebærer, hører ikke hjemme i en retsstat, hvor det pluralistiske demokrati med fri og åben meningsdannelse udgør den naturlige beskyttelse mod skræmmekampagner, herunder også fra officielt hold’.

Vort lands troende borgere bør alle vegne tilslutte sig denne klare afvisning af endnu et farligt lovforslag

Den danske forfatnings trosfrihedsparagraf er – så vidt det er borgernes opfattelse – en absolut ubrydelig del af Danmarks Grundlov! Denne bestemmelse ejer derfor samme urørlige suverænitet som en hvilken som helst anden grundlovsparagraf – og den kan hverken modificeres eller completers; dens værdi er og forbliver konstitutionel – og ingen ny disposition eller regel kan indføres i dansk lovgivning, hvis en sådan strider mod dette fundamentale princip og element, som fortsat er selve grundlovens identitet!

Den danske trosfrihedsbestemmelse sikrer borgerne en troens og ytringens frihed! Lovgivningsmagten er – set ud fra denne bestemmelse – absolut afskåret fra at kunne indføre en ’sindelagsovervågning’, som kunne begrænse deres borgernes ret til at tro og tale om Gud ud fra deres egen (ikke statens) overbevisning.

Når grundloven taler om ’gudsdyrkelsens frihed’ – så indbefatter dette prædikens frihed. Dette berører ytringsfriheden. Den indebærer borgernes grundlovsbeskyttede ret til at udtrykke sig. Kræve forandring. Dele kritik; det burde intet sted i Danmark være farligt at sige sin mening

Den dag, lovforslaget om forbud mod forskellige former for påvirkning indføres i Danmark, er en universel menneskerettighed blevet trådt under fode! Den grundlæggende forudsætning for demokrati er undergravet!

Den alarmerende udvikling i Bulgarien samt det seneste danske lovforslag om overvågning af borgernes sindelag giver al mulig grund til at kaste et blik i bakspejlet med henblik på de mørke manipulationer, som fandt sted i regering og ministerium, da 300 borgere i 2017 endte i højesteret med en sag om kirke og stat. Borgerne tabte sagen, og al ret over den danske, kristne kirke og menighed er fra det øjeblik, dommerens hammer d. 23. marts 2017, kl. 12:00 faldt i højesteret overdraget til staten.

Det fremgik af dommernes ’retsprotokol’, at herefter måtte det danske folketing betragtes som kirkens synode, og kirkeministeren (på det tidspunkt Manu Sareen) som kirkens ærkebiskop.

Jeg førte imidlertid min egen private retsprotokol, hvorfra jeg her citerer følgende:

 

PROCESSKRIFT NR. 1 OM MANIPULATIONER

I en supplerende sagsfremstilling erklærer de ’300’s sagfører, Nikolaj Nikolajsen, Randers, d. 15. januar 2016 i Processkrift 1, (vedr. B-713-15 ved Østre Landsret) at tidligere kirkeminister, Manu Sareen, i sin udgivne selvbiografi tydeligt beskriver, hvorledes han får

et flertal af biskopperne til at arbejde med på udarbejdelsen af et ritual (for kirkelige homovielser) selvom de er modvillige. Manu Sareen skriver (citat): "Biskopperne foretrak bestemt, at homoseksuelle kun skulle kalde sig livsfæller, ikke ægtefolk. Et mindretal

på to ville slet ikke deltage. De øvrige var skeptiske og afventende. Biskop Kjeld Holm og biskop Peter Skov-Jakobsen var tydeligvis med mig, mens alle de andre var samlet i en modstand mod, at der nu skulle komme en indisk minister og diktere noget i deres folkekirke. I huj og hast."

’De 300’s advokat erklærer følgende: "Dette afsnit i Manu Sareens biografi støtter klart sagsøgernes synspunkt om, at lovgivningen om vielse af homoseksuelle, og ritualet for dette i Folkekirken, er noget, der er blevet ’trukket ned over hovedet’ på Folkekirken.

Advokat Nikolaj Nikolajsen konkluderer: "Det er sagsøgernes opfattelse, at disse forhold alene gør, at ritualet af lovgivningen er uforenelig med Grundlovens princip om selvstyre for Folkekirken i dens indre anliggender. Initiativet er klart kommet fra regeringens side – ikke fra Folkekirken – og reguleringen er blevet presset og manipuleret igennem.

Om dette handler denne bog. ’Retsprotokollen’; den stiller skarpt på en række af den tidligere kirkeministers, Manu’s ’manipulationer’… og situationen har ikke ændret sig. Det er de samme ’fremgangsmåder’, som anvendes på Christiansborg i dag.

 

MAGISTRATEN – KIRKENS FJENDE NR. 1

Kun min egen ’stiftindbundne’ retsprotokol kan fortælle, hvad der virkelig skete i Danmark forud for de kolde decemberdage kort før jul i 2014, hvor ’De 300’ til byretten i København fik afleveret deres stævning af den danske stat. Selv betragter jeg, ’min personlige retsprotokol’, som en slags ’juridisk-åndelig kronik’, der hverken bør le eller græde. Den har indimellem ret til at være ’en lidt tungt observerende retsberetning’, der kun søger at aflevere sandheden. – Altså en regnskabsaflægning, der er revideret og ikke længere

er til debat! Undertiden nedfældet med dommernes og advokaternes sprog, der bør være slebent nøjagtigt… men sådan fortalt, at selv den mest indædt hadefulde og edsvorne modstander undertiden må læne sig tilbage på den hårde bænk i den allerede overfyldte retssal og lytte. Mine optegnelser tager deres begyndelse ’anno Domini’ 2013, hvor godt 300 lærde og ulærde danske borgere på en overskyet novemberdag havde samlet sig i Midtjylland. Der var oprørsstemning. Man anede, at det værste var ved at ske. Noget, som de ansvarlige, danske ministre ikke med et ord havde omtalt i deres ’bemærkninger til lovforslaget om kirkelige homovielser’ – men som med usvigelig sikkerhed ville dukke op, når først denne lovs dystre kædereaktion var sat i gang.

Da nyheden om den historiske stævning nåede regeringspalæet, Christiansborg i København, slog den ene af de to sagsøgte ministre en hånlatter op. "De kan stævne mig så meget de vil," skrev han på sin Facebook-blog, "jeg laver aldrig om på min ægteskabslov om kirkelige homovielser." Ved det efterfølgende valg blev denne Kirkeminister væltet ned fra sin ministertaburet og jaget ud af folketinget… og en ny

regering erklærede i sit regeringsgrundlag: "Danmark er et kristent land!" Denne erklæring er siden blevet stillet på prøve…

I den blæsende november-weekend 2013 dannede og formede de såkaldte ’oprørske elementer’ de ’vedtægter’, som skulle udgøre selve grundlaget for den slagplan, der skulle være det vejledende led i det kommende opgør med staten. Den gennemgående tanke i disse ophedede timers forkyndelse og drøftelser var, at ’enevældens tid er forbi’! Med udgangspunkt i Danmarks Grundlovs 4. paragraf gjorde denne ’borgersamling’ det klart, at der i Danmark som i andre frie, demokratiske lande er aftegnet knivskarpe, lysende klare grænser for, hvor meget de offentlige myndigheder kan tillade sig at gribe ind i kirkens forhold, og hvor meget staten har ret til at overvåge det enkelte menneskes tro på Gud.

De forsamlede borgere mærkede sig, at når kirkens fornemste bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, i sin 16. artikel omtalte det danske, godmodige begreb ’de borgerlige ting’ (altså den borgerlige myndighed), så sagde den tyske tekst: "Polizei und weltliches Regiment’ (politi og verdensregimente), og den latinske tekst anvendte det ildevarslende ord ’Magistratus’ (Magistraten). "Ja, det er ’magistraten’, vi vil stævne," udbrød borgerne. "Det er ’magistraten’, der vil have enevælden genindført! Det er ’magistraten’, der i denne sag er blevet kirkens fjende nr.1."

På dette grundlag blev foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’ stiftet. Dens formålsparagraf erklærede, at ’Danmarks Grundlovs 4. paragraf skal forsvares’.

Ordlyden af denne paragraf er følgende: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten…"

Dermed var fronterne trukket op – og en lang, sej kamp havde taget sin begyndelse.

Et par år senere sendte den daværende kirkeminister sin selvbiografi på gaden. Dermed afslørede han sig selv, og i bogens 10. kapitel afleverer han nøglerne til sin egen celle i arresthuset. I morgen vågner han op til en barsk virkelighed. Hvis dommeren siger, at han har overtrådt Danmarks Grundlov, er det ikke de 300 borgere, han skal bebrejde. Han var ’Magistratens mand’ og trængte som sådan ind på et område, hvor han ikke hører hjemme!

Den 15. dec. 2010 modtog jeg, medens jeg opholdt mig i Zins ørken, en mail fra en folkekirkepræst i det nordlige Jylland. Han skriver et par linjer om min da nyligt udkomne bog ’Folkekirken – og vielse af homoseksuelle’, som jeg (på deres egen anmodning) sendte til et par hundrede præster og menighedsråd i Danmark.

Den nordjyske præst skriver (og det er jeg jo slet ikke ked af at referere): "Du har haft

travlt med denne bog – det fornemmer jeg. Det har været dit anliggende at få den på gaden, mens tid var, og det fik du! Du har arbejdet hårdt – har villet skabe dig et overblik for at få bispernes og ministrenes ugudelige adfærd afsløret. Ingen kan nu læse denne bog og stadig være så naiv at tro, at man kan stole på folkekirken som organisation.

Dens lære hænger ikke længere sammen. Nogle af dens hyrder fører flokken længere ud i mørket. Tænk, at der skulle komme en ørkenrotte fra Zin, der med sin undergravende virksomhed fik tingene gjort så klare, at ingen længere har en undskyldning for ikke at kende Guds vej i den aktuelle debat." – Præsten slutter (og det vil jeg naturligvis heller ikke undlade at citere, fordi jeg i samme anledning fik så mange arrogante, beske henvendelser): "Bogen er absolut læseværdig og bør være fast pensum i alle præstegårde samt i alle menighedsråd. Den er et virkelig godt indlæg i den aktuelle debat. Det bedste indlæg, jeg endnu er stødt på…"


TILBAGE